1.5.00

I kulturens vold


Brot úr: "I kulturens vold - om drenges voldskomsumption i en billedkultur" Birgir Kruse PD Hovedopgave, Medie- & Informationskundskab, Danmarks Pædagogiske Universitet maj 2000:

På vej til bageren en fredelig lørdag morgen støder jeg på dagens avisoverskrifter: død, drab, knivstik, voldtægt, voldsporno. Som et ekstra raffinement oplyser Ekstra Bladet med størst mulige typer om dagens ”mord”. Ved nærmere eftersyn ser jeg disse små bogstaver tilføjet: ”på akvariefisk”. Samme dag bringer Politiken et arrigt læserbrev fra en psykologistuderende mor, der nægter datteren at se DR’s tegnefilm selvsamme lørdag morgen. Disney er blevet ren vold, mener hun. Birgitte Holm Sørensen og Carsten Jessens bog om voldelige pc-spil, der tillige omtales i avisen, lader os vide, at børn tager ingen skade af vold, sålænge den er digitaliseret og i velforankret selskab. I samme avis’ bogtillæg omtales en ny børneantologi ”Skæbnen og mig; digte for børn”. Med voksne spørge-digte bringes et eksempel: ”Hvad vil du helst være: en græsplæne eller et træ?” Den ledsagende børnetegning viser en voldsomt vred person med frenetisk plæneklipper og en kisteglad skovhugger i selvsving. Barnets tegnede udsagn er: Vil du være plæne, bliver du klippet; vil du være et træ, bliver du hugget. Sådan betegnes dagens vilkår. Af børnene i mediernes parallelle skole (Tufte 1998 s.19), hinsides skolens rum.

Ved blot at reflektere over de medierede tilbud en tilfældig lørdag morgen, kan det virke som om vor moderne kultur er besat af vold og at vi er ved at drukne i et orgie af voldshandlinger. Først og fremmest dem, der bringes via massemedierne: blodige billeder af drab, mishandling og lemlæstelse. Samtidig annonceres i håndfast statistik, at den virklig grove vold stiger og forvaltes af en stadig mere marginaliseret kærne af drenge, bl.a. Vatos Locos, én af Danmarks 33 bander, der har hentet sit navn fra den voldeligste del af den filmiske verden.

Det er naturligt, at spørge sig selv om der er en sammenhæng: Er den registrede vold på gade- og realplan blot en genspejling af den fiktive medievold? Eller er det modsat den samfundsskabte basis, der giver næring og inspiration til de voldsomme spillefilmsudgydelser? Hvordan påvirker disse medierede voldsbilleder os og den opvoksende generation? Er det en tilfældighed, at bander henter deres navne fra en film? Hvor henter den offentlige debat sin legitimation? I effekforskningen? Og hvor står da forskningen? Og hvor står dagens skole? Skal skolen fortsat lade sine elever, bogstaveligt i knusende ro, have deres ”Sanctuary”, som netop er titelen på et populært heavy rock nummer? Intimiderer vi elevernes sanctuaries, når vi bringer massekulturen og dens voldsdebat på bane? Eller er det vor fornemste opgave som mediepædagoger, at udstyre eleverne med et filter for at undgå den totale blindhed i det kapitalistiske samfunds stadig mere pågående ytringer? Samtidig som den danske politistyrke og retssystem er Europas dygtigste til at udstøde unge voldsmænd (Balvig 2000)? Disse spørgsmål danner omdrejningspunkterne i nærværende opgave, hvor jeg i en mediepædagogik vil forsøge at indrage særlig drenge og deres voldskonsumption i en stadig mere pågående billedkultur og at ”få en dialog i gang mellem mediernes parallelle skole og den officielle skole” (Tufte 1998 s. 19).

Problemformulering

• Med udgangspunkt i en række kommunikationsteorier undersøges, hvordan drenge påvirkes af medievold. I forlængelse af den teoretiske gennemgang eksemplificeres i egen empiri, hvordan drenge bruger medievold i deres hverdagskultur. Denæst vil jeg forsøge at besvare, hvordan denne viden om drenges brug af medievold kan benyttes i en mediepædagogisk praksis.

Opbygning

Denne opgave falder i to hoveddele, der hver er to-delte: først en teoretisk og siden en pædagogisk del. Den teoretiske del forsøger at definere vold, ved at indrage en række kommunikationsteorier med det henblik, at indkredse hvordan drenge påvirkes af medievold, samt efterfølgende egen empiri om henholdsvis 5, 14 og 16 årige drenges brug af medievold. Afslutningsvis bringes en delkonklusion for denne del af opgaven. Den pædagogiske del starter med en diskussion af begrebet moralsk panik, som styrendende redskab i den folkelige debat om medievold og hvorvidt denne debat påvirker skolens praksis. Derefter diskuteres forskellige kultur- og dannelsessyn i mediepædagogikken og hvordan disse imødekommer dagens unge drenge. Siden anføres et konkret undervisningsforøb, hvor drenges voldsfascination bringes i spil omkring en aktuel film på hjemlig bund i en multietnisk nordisk storby af i dag. Slutteligen bringes i denne del en konklusion og perspektivering.

1.1 Vold og agression

I debatten om voldsfilm synes begrebet vold at være brugt udifferientieret og uden en præcis definition. Dette kan bero på, at medievoldsdebatten ofte foranstaltes af kræfter, der fremtræder i et fundamentalistisk lys, bl.a. med det klare ønske at forbyde, eller indføre restriktioner som censur.

George Gerbner har stået for et langsigtet amerikansk forskningsprojekt, som med udgangspunkt i tv-vold, kombinerer tekstanalyser og empiriske receptionsstudier, i et forsøg på at nå frem til et udsagn om tv’s betydning for tilskuerens ”kultivation” (Gunter 1994 s.191). Forud for dette arbejde ligger én af mange mulige definitoner af vold i medierne: ”The overt expression of physical force (with or without a weapon) against self or other, compelling action against one’s will on pain of being hurt or killed, or actually hurting or killing” (Gerbner 1972). Gerbners ovennævnte arbejde resulterede i en metode for systematisk kommunikationsanalyse, som blev anvendt i amerikanske tv-fiktionsprogrammer i en lang årrække og som resulterede i ”The Violence Profile”, which purports to represent an objective and meaningful indicator of the amount of violence portrayed in television drama” (Gunter 1994 s.191).

Gerbners definition omfatter således ikke vold i faktaprogrammer og i øvrigt anskues vold i en noget snæver forstand, hvor ikke-synlig vold, trusler og verbal aggression, ikke er tilstede. Således anlægges en snæver og ensartet forståelse af vold i medier. De medierede udtryk i gys- og splatterfilm, wrestling og boksekampe, frontliniens realistiske krigs- og henrettelsesscener og tegenseriens bizzare destruktionsfabler har jo hver sin variation i voldsudtryk.

Begrebet vold bruges desuden også i forskellige vidt varierende betydninger: økonomisk vold, psykologisk vold og strukturel vold. Den svenske filmforsker Nils-Hugo Geber angiver derfor disse tre overordnede voldskategorier i film: angreb på eller krænkning af ejendom, angreb på eller ødelæggelse af miljø, samt angreb på eller krænkning af værdier, retsnormer eller disses symboler (Geber 1984).

Den norske fredsforsker Johan Galtung har førsøgt at differentiere vold ud fra følgende fem dimensioner (Galtung 1975):

• Distinktionen mellem fysisk og psykologisk vold
• Distinktionen mellem vold med og uden et (lidende) offer
• Det manifesterede eller latente aspekt af vold (synlig/usynlig)
• Graden af intentionen bag en voldshandling
• Distinktionen mellem personlig og strukturel vold

Begrebet vold synes udelukkende benyttet, når man taler om handlinger, der bringes i medierne. Når psykologen og effektforskeren taler om den reelle handling eller sindstilstanden, synes han at bruge begrebet aggression. For at belyse denne variant bringes tillige Leonard Berkowitz’ definition af agression: ”Where all aggression is a deliberate attempt to injure someone, in hostile (or emotional) aggression, the primary goal is to do harm, whereas instrumental aggression is oriented mainly to the attainment of someone other objective such as money, social status, or territory” (Berkowitz 1989 s.62)

Således er udgangspunktet for definionen af vold noget vagt og uklart. Med begrebet vold i denne fremstilling har jeg valgt at bruge betydningen: fysiske, interpersonelle overgreb med hensigt at forvolde skade.

1.2 Fakta og fiktion

Hvad angår skildring af vold, har der i medieforskningen traditionelt kun været skelnet imellem to former for vold, nemlig i disse former:

• fakta: vold i fakta-/dokumentarproduktioner og
• fiktion: fiktionsvold i spillefilm.

Foruden denne meget simple inddeling, er faktorer som alder, udvikling og receptionskompetance af afgørende betydning (Sørensen 1994 s. 41) i skildringen af børns opfattelse af medierede produkter, herunder vold.

Selv om undersøgelser vedrørende børns skemadannelse (ibid s. 41) viser meget forskellige resultater og er meget svære at sammenholde netop på grund af deres forskelligartethed, så peger en række undersøgelser på nærmiljøet hos recipenten, hvor det f.eks. fremføres, at 4 årige børn kan huske et forholdsvis komplekst forhandlingsløb og endda gengive det, betinget af, at samme barn er i en kort psykologisk afstand fra samme eller lignende hændelser, konflikter, personer og miljøer, som dem, der gengives i medieret form (Collins 1979 s. 38). Sørensen (1994 s. 41) citerer endvidere 6 årig pige, der har set en uhyggelig film for at sige ”Selv om jeg er bange for at se det, ved jeg godt, at det ender godt”. Børn er således ved hjælp af en række erfaringer i en vis grad i stand til at styre deres oplevelse af det medierede tilbud allerede inden skolealder. Ifølge Baron (1980), der har fulgt børns øjenbevægelser under tv-seening, angives 8 års alderen som det punkt, hvor børn begynder at forstå, at filmiske fortællerkneb som zoom og slow motion kan anvendes til at formidle oplevelser. Alt efter fortællerstrukturen er dog allerede meget små børn i stand til at følge med i en film. Denne struktur betragtes som en støtte for at huske væsentlige episoder og viser, at allerede i 5 års alderen har børn under gunstige forhold en udtalt kompetence at afkode medier (Christie & Schumacher 1975), hvilket er to år tidligere end angivet af Piaget (1969), hvis vi ser på den udviklingspsykologiske faseinddeling. Rydin (1983) påpeger, at først ved 12 års alderen, når synet er fuldt udviklet, kan barnet systematisk afsøge et komplekst og ukendt billede. Med fodfæste i den kognitive filmteori påpeger Dorr (1986), at børn efterhånden udvikler et personligt skema, der tenderer til en idealtilstand for barnet. Dette skema forbedres og udvikles stadig til flere skemaer, der danner barnets pejlepunkter i den fortsatte reception, hvor det uacceptable (f.eks. voldelige) afvises og det for plottet vigtige fastholdes (Dorr 1986). Ifølge Jensen (1975) skal børn i denne alder være i stand til at opfatte film som konstrueret virkelighed. Dog er der i en mediepædagogisk sammenhæng værd at bemærke det forbehold, at dette niveaus succes er afhængigt af nærmiljøet, voksenkontakt og bearbejdning af det sete (Jensen 1975) og i øvrigt tilegnet viden om film og praktisk billedarbejde (Salomon 1979).

Den britiske dokumentarist Dan Reed har med filmen ”The Valley” (2000) lagt op til ny debat omkring vold i fakta-/dokumentarproduktioner. Provokerende ønsker han mere vold på TV. Det skal ske i form af selve historien i stedet for sandwich-minutten i TV-avisen, der forvrænger den ofte fjerne virkelighed (Reed 2000). ”Film som ”Dødbringende Våben” og ”Rambo” har ødelagt de unge kæmpende mænds hjerner. Inde i det ødelagte hoved spiller de nu ”Rambo” ved fronten. De film skulle forbydes. Nu er de låst i det faktiske, det, der sker i krigen, men foranlediget af det fiktive” (Reed 2000). Filmen, der har vundet internationale priser, omhandler unge mænds virkelighed ved fronten omkring Sarajevo og benyttes i undervisning af NATO-soldater.

Som antydet af Reed, har de sidste årtiers voldsomme udbud af særlig spillefilm skabt et skred i den før så vandtætte inddeling mellem fakta og fiktion, særlig på netop spillefilmsområdet og der antydes i ovenstående en form for ”fiktionsblindhed”, en fundamental uduelighed eller uvilje til at opretholde en distinktion mellem fantasi og virkelighed. Samtidig er dette univers produktions- og distributionsmiljø underlagt uhyre markedsmekanismer med langt større publikumsappeal end smalle realistiske fakta produktioner bragt i TV. Dertil kommer de tiltagende sammenfaldende interesser hos dele af underholdningsindustrien, når der lanceres en ny spillefilm. Foruden kærneproduktet, der udgør selve filmen, lanceres foromtale og pre-views, soundtracks, legetøj, pc-spil, konkurrencer i lokal radio over hele kloden og diverse outfit som klædningsgenstande m.v.

Jeg vil derfor i det følgende behandle formidlingen af vold i en fiktionssammenhæng, byggende på spillefilm siden 1971.

Brot úr: "I kulturens vold - om drenges voldskomsumption i en billedkultur" Birgir Kruse PD Hovedopgave, Medie- & Informationskundskab, Danmarks Pædagogiske Universitet maj 2000: