8.2.16

Hvat er ein góður filmur?


Onkuntíð er tað, sum um filmur kann stigbendast. Fyrstu ferð tú sært ein film, sigur hann tær lítið annað, enn at vera óunnuligur, aðru ferð er hann góður, triðju ferð betri, og tá tú sært hann fjórðu ferð, hava so nógv onnur sæð hann, teirra millum filmsummælarar, sum tú plagar at lesa, at tá sært tú filmin við nýggjum eygum millum fólk tú kennir í heimligum biografi.


Soleiðis var við danska filminum Under sandet, sum viðger tíðina eftir kríggið, tá týskir tannáringar vórðu settir at rudda minur í danska sandinum við jútsku Vesturstrondina. Teirra egnu naziminur.

Fór at hyggja eftir filminum í týska býnum Lübeck í fjør. Valdi størsta biografin, bara fyri at merkja stemningin, hvussu javnaldrandi týskarar fataðu hesa søgu. Kanska fekk eg eitt orð ella tvey av filmaða hermótinum. Men tey vóru fálig. "Yes, we know the history and have to live with it", fekk eg ein at siga. So varð lok lagt á hatta kjakevnið. Ikki eingang á barr bar til at tosa um henda film, sum eg sjálvur skúgvaði til viks sum tramuatiskt klaustrofobiskan og djúpt óunnuligan. Í hvussu er sambært týskarum.

Men nú kemur filmurin í biografarnar og fær fastatøkur á bæði áskoðarum og ummælarum. Ikki bara í Danmark, har hann er hin mest sæddi danski filmurin og vinnur allar Robert-høvuðsvirðislønirnar. Eisini í Göteborg savnast tey um henda filmin. Har vinnur Under sandet The Dragon Award sum besti norðurlendski filmur - eina millión svenskar krónur, sum er millum størstu filmsvirðislønir.

Dómsnevndini, ið telur Laurie Anderson og Christian Braad Thomsen, sigur, at:

"The award goes to a film which shows the tragic cycles of war, when the winners adopt the brutal techniques of the losers. A very intense, suspensful and beautiful film, which depicts the exploitation of children swept into war and that uncovers new facts about postwar Denmark. The winner of The Dragon Award Best Nordic Film 2016 is Land of Mine, by Martin Zandvliet."

Tá Filmsfelagið vísti danska filmin, sum hevur enska heitið Land of Mine í Havnar Bio 20. januar í ár, innleiddi Ole Wich sýningina. Orsøkin var, at sonur hansara, Peter Storm Wich, hevur arbeitt sum sound trainee á ljóðholdinum.


Her er talan hjá Ole innan sýningina í Havnar Bio:

"Krig er en svinsk affære. Alle der kommer forbindelse med krig, risikerer at få så mange buler i etikken, at de får svært ved at se sig selv i øjnene efterfølgende.

I 2. verdenskrig var Tyskland aggressoren og tilsidst taberen. Efterfølgende var alle enige om at pege fingre ad tyskere. Men ofte peger fingrene også i den anden retning.

Da krigen sluttede var der rundt omkring i Danmark 1100 flygtningelejre med 238.000 tyskere fra Østpreussen, Pommern og de baltiske lande. Alle var flygtet fra Stalins fremadtromlende Røde hær.
De var ikke populære i den danske befolkning, så hjælpen til de nødstedte, specielt i Østdanmark, var sparsom. Selvom flygtningene fortrinsvis var kvinder, gamle og børn.

Den danske regering havde meddelt lægestanden, at den ikke skulle føle sig forpligtiget af lægeløftet i forbindelse med de tyske flygtninge. 13.000 af dem døde, deraf 7.000 børn.

Kun få i den danske offentlighed havde mod til at kræve bedre forhold for de ulykkelige folk, blandt dem Poul Henningsen, som skrev: »Man kan ikke gøre den samlede tyske befolkning ansvarlig for koncentrationslejrene, for der var diktatur. Men man kan gøre den samlede danske befolkning ansvarlig for forholdene i de tyske flygtningelejre.«

Det store spørgsmål er om en mere målrettet humanitær indsats kunne have hindret, at så mange flygtninge endte deres liv i en dansk flygtningelejr.

Men måske var hævnfølelsen så gennemtrængende, at flygtningene kun lige skulle holdes i live under kummerlige forhold, til de kunne sendes hjem til Tyskland.

Denne situation minder desværre meget om syriske flygtninge i Danmark i dag, selvom befolkningen i dag er mange gange rigere end i 1945.

Ofre for krigens tilfældige spil er ikke populære.

---

Så var det de mange millioner af tyske miner i Atlantsvolden under de danske strande efter krigen. Hvem skulle rydde dem?

Kan man sætte tyske soldater, der lige har overlevet en verden i krig til at gøre dette farefulde arbejde? Det var i hvert fald det, der skete.

Det store spørgsmål er så: Blev de tyske soldater tvunget til rydde de farlige miner eller ikke?
At tvinge krigsfanger til farligt arbejde er nemlig forbudt ifølge Genevekonventionen. I så fald brød den engelske hær og de danske hjælpere international lov.

Var det tvang, så havde minerydningen karakter af hævn.

Det rejser det etiske spørgsmål: Kan man hævne sig på soldater i fangenskab, hvoraf mange er gået i krig under tvang?

Skal man i det hele taget hævne sig på flygtninge og tvangudskrevne soldater?

I krigstider er alle principper bygget på sand, men dér, under sandet, ligger muligheden for at gøre det etisk rigtige eller gøre det forkerte.

Det gælder alle mennesker, der kommer i forbindelse med det forfærdelige kaos og den katastrofe, der hedder krig.

Afgørelsen ligger altid dybt begravet hos den enkelte."

(Ole Wich 20/1-2016)