Men mangar ferðir kendari eru upprunaligu gravsteinarnir hjá danska línudansaranum Hedvig Jensen, sum í sirkushøpi kallaði seg Elvira Madigan, og hinum aðalborna svenska dragonlöjtnanten Sixteen Sparre, ið eru ímyndin av tragiskum kærleika á helslóðarferð, sum amerikansku Bonnie og Clyde eina hálva og enn lógloysari øld seinni, og langt innan Tove Ditlevsen hevði brævkassar í Familie Journal, og tað almenna kundi bjóða terapi og sálarhjálp fyri bráðkomnum ólukkukærleika. Tí varð útgangurin í eini av mest romantisku søgum á okkara leiðum ósvitaligur og lagdur í fasta legu longu í føðingini. Tú kennir, at gravarbakkin verður eins og ein nútíðar lufthavn, har øll møtast og tú støðugt undrast, hvussu tey finna heim, tá kompliseraði ferðadagurin er farin og náttin legst á heimferðina. Á ein pappírslepa hevði 21 ára gamla Hedvig skrivað:
En droppe föll i vattnet,
förklingade blott sakta.
Och stället där den föll
omringades från krets till krets.
Vad var det som där föll?
och var’från kom den?
Det var ett liv blott,
och blott en död som kom
för att vinna sig ett spår.
– – –
† Nu vilar vattnet åter.
Hedvig
Kirkjan skrivar, at "Elviras Madigans gravsten er af smuk, hvid, italiensk marmor, denne marmor er ikke til at betale i dag, men var efter den tids forhold en mere tarvelig sten. Den er meget medtaget af tiden og tåler ikke vind og vejr. Derfor er begge gravsten nu beskyttet af en metalramme med en glasplade over. Sixten Sparres gravsten er af sort granit bragt ned fra Bohuslän i Sverige. Den har i sin tid fremtrådt meget elegant med bogstaver i bladguld, stenen står nu nyrenoveret med opmalede bogstaver."
Nógv er sagt, sungið, skrivað og eisini filmað um Elviru Madigan og Sixten Sparre. Í 1967 gjørdi svenski leikstjórin Bo Widerberg (1930-1997), altjóða virðislønta filmin, sum tók navn eftir kvinnuliga høvuðspersóninum, Elvira Madigan, við 17 ára gomlu Piu Degermark í leiklutinum, sum eisini umdoypti klaverkonsert nummar 21 hjá Mozart frá 1785, sum varð brúkt í filminum, og helst legði lunnar undir ljóðmyndir hjá easy listening orkesturleiðarum sum James Last, ið komu fram um somu tíð, sum filmurin.
Í 1999 skrivaði sóknarpresturin á staðnum, Didier Gautier (1939-2012), soleiðis um grøvina, sum so mong vitja:
"Her begravedes lørdag den 27.juli 1889 linedanserinden Hedvig Jensen, bedre kendt som Elvira Madigan og den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre. De var den foregående mandag blevet fundet døde i Nørreskoven efter en dramatisk forsvinden og flugt fra Sverige."
Sami prestur skrivaði eisini um Mayerling Dramaet og knýtti hesa hending til Elviru Madigan og Sixten Sparre:
"Sagen vakte dengang en del opsigt i pressen, også fordi man i januar 1889 havde oplevet Mayerling-dramaet, hvor den østrig-ungarske tronfølger ærkehertug Rudolph og hans elskerinde Marie Vetsera på slottet Mayerling gik i døden sammen. I Svendborg Amtstidende fra den 26. juli 1889 fik en artikel ligefrem overskriften: Vetsera-Dramaet paa Taasinge.
Både lokale aviser og hovedstadspressen bragte i ugerne efter ligfundet i Nørreskoven mange, mere eller mindre rigtige oplysninger om de to døde, deres familie, deres kærlighedshistorie, død og begravelse. Siden blev der stille om dramaet, indtil vort århundrede tog det op igen. Særlig efter fremkomsten af Bo Widerbergs film - med dens mesterligt valgte ledsagemusik fra den langsomme sats af Mozarts klaverkoncert nr 21 i C-dur eksploderede interessen. Busfulde af turister fra Danmark, Tyskland og navnlig Sverige kommer i sommertiden for at se det efterhånden berømte gravsted."
Um høvuðspersónarnar í hendingini, skrivaði danski presturin í 1999 soleiðis:
"Elvira Madigan: I foråret 1867 rejste et svensk cirkusselskab i det nordlige Tyskland. Det kaldte sig Cirque du Nord, og direktøren hed Jean Gautier. Blandt artisterne i selskabet var i tiden 1866-67 Frederik Peter Jensen og Eleonora Cecilia Christina Olsen. Det var begyndt med at Frederik Jensen var blevet antaget som rytter. Han var engageret i flere år. En dag blev også den smukke unge Eleonora, kaldet Laura, ansat ved Cirque du Nord. Ifølge en plakat fra den tid optrådte hun sandsynligvis både under navnet "Mademoiselle Eleonore" som danserinde og under navnet "Mademoiselle Laura" som parforcerytterske. Den 5.april 1867 holdtes der beneficeforestilling for "Fräulein Laura" under selskabets ophold i Weimar.
Frederik Jensen og Frøken Laura fandt sammen, og resultatet udeblev ikke: Under cirkusopholdet i Mecklenburg-Schwerin blev Eleonora med barn. Efterhånden var det svært for hende at optræde. Hun og Frederik Jensen blev derfor en tid i Flensborg, da cirkus havde optrådt her i efteråret 1867.
Den 4. december 1867 nedkom Eleonora med en køn lille pige, der blev døbt Hedvig Antoinette Isabella Eleonore Jensen. Få år senere synes Hedvigs far at være død, og Eleonora kom med sin datter til andre cirkusselskaber, således det i sin tid kendte foretagende Cirque Francois Loisset, der i slutningen af 1876 kom til Göteborg. Her var den amerikanske artist John Madigan med, og ham sluttede Eleonora/Laura sig til.
Parrets færden de følgende år er ikke godt kendt, men i 1879 grundlagde John Madigan og Laura Olsen i Finland en lille cirkus, som begyndte at rejse i Skandinavien, hvor den til at begynde med ikke vakte større opsigt. Men direktør Madigans steddatter Hedvig Jensen viste sig med tiden, at være et virkeligt aktiv. Hun og en anden plejedatter optrådte sammen på line som: "søstrene Elvira og Gisella Madigan". Københavnerne kunne nyde synet i Tivoli i sommeren 1886. Der blev endda afholdt en ekstraforestilling for den danske kongefamilie. Kong Christian IX belønnede efter forestillingen pigerne med hver sit kors i guld. Korset var ikke en orden, men alligevel! Det var en udmærkelse og af stor reklameværdi for cirkusdirektør Madigan.
Sixten Sparre: Tilhørte en meget gammel svensk adelsfamilie, men han var ikke greve, som det ellers ofte siges i beretningerne om parret. Bengt Edvard Sixten Sparre, som hans fulde navn var, blev født 27.september 1854 som ældste søn af kammerherre Sigge Sparre og dennes hustru Adelaide.
Tilsyneladende uden større ambitioner om, eller evner for en militær karriere kom han i 1873 til Skånska Dragonregementet for at uddannes som officer. Han avancerede kun langsomt og var i juli 1887 blevet løjtnant af anden klasse.
I 1880 var Sixten Sparre blevet gift med komtesse Luitgard Engel Agda Dorotea Adlercreutz fra Vetlanda. Med hende fik han to børn, en søn og en datter, og derfor lever der endnu efterkommere af Sixten Sparre. Ægteskabet forblev dog ikke lykkeligt, og det var vel medvirkende til, at Sixten indlod sig på det håbløse forhold til Elvira Madigan.
Sixten Sparre var vellidt af kammeraterne og var i øvrigt optaget af digtning, skuespil og cirkus. Han kunne lide at skrive og blev avismedarbejder som kommentator til bl.a. teaterstof. Han skrev både højstemt poesi og lejlighedsdigte på bestilling. I Kristiansstad så han da for første gang Elvira Madigan, da cirkus spillede her fra begyndelsen af januar 1888. Sixten skrev om cirkus i sin avis og kom til forestillingerne næsten hver aften. Han var blevet betaget af den dejlige linedanserinde, som han genså under cirkus Madigans ophold i Ljungbyhed i sommeren 1888."
Um ferðina og rýmingina hjá teimum forelskaðu, hon 21 og hann 35, skrivar danski presturin Deter Gautier soleiðis í 1999:
"Elviras forældre vågede strengt over, at hun ikke fik kontakt med eventuelle tilbedere. De ville ikke have skandale og ikke miste deres stjerneartist. Men de kunne ikke forhindre, at Elvira og Sixten stod i brevveksling gennem en pige, som hver dag gik til posthuset og hentede breve, som Sixten havde skrevet. Derfor kunne parret i hemmelighed planlægge deres flugt fra den grå hverdag.
Den 18.maj 1889 var cirkus Madigan kommet til Sundsvall i Nordsverige. Det var herfra, Elvira en tidlig morgen i juni stak af. Hun sluttede sig til Sixten Sparre, og de tog over Stockholm til Danmark, hvor de begav sig til Svendborg. Her tog de ophold på hotel og indskrev sig som et par på bryllupsrejse."
Gravstenurin yvir prestin, ið jørðfesti tey bæði, sæst undir kirkjuvegginum:
Frá Landet kirke koyra vit til Troense og skriva okkum í goðveðrinum inn á gamla baðihotellið, sum í dag er partur av søguríka ferða- og gistingarmøguleikanum Dansk Kroferie.
Næsti granni er ein handil frá 1881, Storm's Hjørne, sum Christian Storm og dótturin Signe stovnaðu í 1881, og lokalar kvinnur hava drivið síðan 2016. Enn er opið á horninum hjá Storm, har tær opna dyrnar og seta Dannebrog á trappuna hvønn morgun klokkan 9.
Útsýnið hjá søguliga handlinum, hotellinum og øllum í Troense, er seglbátar og fjørðurin.
Eg leiti eftir bátanavninum Elvira, og mín sann um eg ikki finni ein av smáu og lítið prangandi bátunum, sum liggja innast, við júst tí navninum, Elvira, millum Edith og Holmen.
Longur úti eftir bátabrúgvunum, finni eg eksotiskari og meiri prangandi søguskútur sum Rødhætte, ið korresponderar við eini bindingsverkshús longur uppi, Muller og ein søguligan Colin Archer seglbát.
Vit koyra fram við litføgru og vælhildnu grannahúsunum, øll í siðbundnum bindingsverks-stíli, har onkur eru til sølu og ikki eru so ovurhondsdýr, sum eg hevði fryktað fyri. Nakað tað sama sum prísirnir í Havn, eru húsaprisirnir her. Tað sannførir ein morgungranni, sum gongur túr við hundinum, meg um.
Vit, Ólavur og eg, koyra inn í býin Svendborg at síggja barnaheimið hjá Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-2012) á Høje Bøge Vej nummar 29. Jú, tey standa enn, og skyggja so fagurliga í biltekjuni.
So er leiðin inn í miðbýin, har vit parkera við Frímuraralosjuna, og ganga hagar samskipanin av filmsútleigarum í Danmark, FAFID, hava stevnu við tí loynligasta av tí besta á filmsskránni, tað er í næstu húsum á Hotel Svendborg, sum Elvira og Sixten á einumsinni skrivaðu seg inn á, og í biografinum Scala, hinumegin veggin á miðbýartorginum, har Dorte Wiedemann, stjóri, tekur ímóti.
Vit hitta bestu filmssambondini í Danmark, tá umræður arthouse film til eina langa vetrarskrá, bæði norðuri og suðuri í Føroyum, Kim Foss frá Camera Film í Keypmannahavn, tær báðar Sofie og Rikke frá Øst for Paradis í Aarhus og Bill Bering frá Katuaq biografinum í Nuuk í Grønlandi, har hann hevur upprunafólkafilmsfestival hvørt ár í september. Virðismikil sambond øll somul.
Kokkurin Claus Holm er um okkum øll, og eina dagin kemur hann við einum burgara á grøna bønum í Krøyers Hava mitt í Svendborg. Afturvið er Sol over Sundet.
Á pisshúsinum standa fýra filmsdullur og meta um avrikið hjá monnunum at raka beint í pissirennuna.
So eru stundir at pakka, tjekka út og koyra heim eftir brúnni um Stórabelt móti Kastrup og Atlantsflogi.
Heimkomin, bíðar arbeiðsdagurin við uppslagi úr Dimmalætting, har tey eru so bjartskygd, at tey halda at vit veljara fara at sita undir hvørjum orðið leygarkvøldið, og fara at skriva úrslitini úr Kringvarpinum, so hvørt tey koma, inn í dagsins Dimmu. Kanska eru tey realistisk í vónini um okkum sum aktivar miðlabrúkarar, akkurát sum í gomlum døgum. Faktiskt hevði eg slept tí vónini, men jú, kanska verður tað so. Á vegginum á arbeiðsplássinum fáa tey meg eisini at velja og at geva eitt boð uppá samgongu. Eg eri pessimistiskur og gevi mínum flokki fimm, vóni seks og droymi um sjey, men skrivi altso fimm, tí tað hevur eingin annar skrivað enn.
So er at finna valstaðin, parkera í sirminum og velja reytt, sum suðringurin segði fyri rætt. Rætt fyri meg er í fyrsta lagi rætti flokkurin og síðan lokalt, hóast valdømið er eitt.
Møti Martini Enok úr grannalagnum, sum gevur mær tað frálíka hugskot at fara oman í Vágsbotn og keypa nýtiknan saltaðan náta til valkvøldið. Tað lukkast. Eg fái upp í posan av náta, keypi drýl og aspargusepli úr danska Lambsfjørðinum í Miklagarði, sum nú letur aftur. Tað er posamatur, ið dugur eitt drúgt valkvøld. Gott val, allir veljarar og valevni!
