Røða, Tromsø september 2003:
Jeg takker for invitationen og anledningen til at lægge frem nogle ord og tanker omkring fangst og fangstkultur i Vestnorden, som også er titelen på udstillingen, et projekt, initieret af Vestnordisk Råd og del af Newtork North, som jeg har koordineret frem til udgangen af juni i år.
Fangstkultur i Vestnorden er en rejsende udstilling, som i øjeblikket kan ses på nationalmuseet i Dublin i Irland.
Udstillingen har tre indfaldsvinkler, der alle har landene i Vestnorden, Grønland, Island og Færøerne, som geografisk ramme:
museumsgenstande, bl.a. fangstredskaber
kunstgenstande, installationer, samt malerier og skulpturer med fangst som tema
og teknologi, bl.a. i form af filétmaskine fra firma Marel.
Udstillingens omfang er 500 kvadratmeter gulvareal og 6 meter til loftet på sit højeste punkt.
Til udstillingen er fremstillet:
engelsk-dansk katalog, redigeret af Birgir Kruse og udgivet af Sprotin (ISBN 99918-44-69-4).
CD med titel “Piniartut” (TUTL CD1051) med musik af bl.a. Kristian Blak og Rasmus Lyberth, udgivet af TUTL,
og DVD med musik fra ovenstående CD, samt fotos af Ragnar Axelsson, der præsenterer grønlandske fangere og fangstpladser.
DVD der oplyser om fangstkulturen i Grønland, har engelsk tale. Svensk udgave af bogen er under udarbejdelse.
Jeg vil i denne korte fremstilling lægge vægt på den substans, der ofte fremkommer ved fangst - blod - og visualisering og perceptionen af denne substans i det moderne samfund og de dermed ofte forbundne komplikationer, når man har glemt, at kød og blod uløseligt hører sammen.
Intentionen med udstillingen Fangstkultur i Vestnorden er dog ikke så blodig, men afbalanceret og uden at promovere særskilte grundholdninger at præsentere de tre lande Grønland, Island og Færøerne, der i århundreder har levet i og med en fangstkultur – og fortsat gør det, på trods af alle tre lande er moderne, højteknologiske samfund.
Vi kan sige, at Vestnorden er midt i mellem en lokalt forankret tradition og en internationalt funderet industri. Efter betragtninger, som man anlægger i geografiske undervisningsbøger i 7. klasse, er Færøerne et definitivt u-land, fordi man baser eksporten udelukkende på én eneste vare. Nemlig fisk. Men på den anden side har man på Færøerne så mange biler, telefoner, radio- og tv apparater at man definitivt kommer i kategorien i-land. En observation, som 7.klasseelever gør hvert år i geografi.
Det lokalt forankrede kolliderer altså med det internationale og skaber en særlig Vestnordisk syntese, hvor de traditionelle fangstmetoder fremdeles er en betydelig del af det daglige liv, helt ind i den familiære intimsfære. Men samtidig har disse lande, Færøerne, Island og Grønland, udviklet en kommerciel fiskeindustri, der fra et af verdens største havområder leverer højkvalitets produkter til verdensmarkedet. En faktor, der igen danner selve grundlaget for de tre landes økonomi.
Dette er en udvikling, der næppe var mulig, uden evnen til at tilpasse kundskab og færdigheder, nedarvede gennem århundreder, hvor man har udnyttet et barskt miljø for at opretholde en kultur og levevis, der i særdeleshed er knyttet til havet og dets mange ressourcer.
Som plakaten for udstillingen Fangstkultur i Vestnorden viser, så lever vi i en sårbar og nøgen natur, midt imellem himmel og hav, fugl og fisk. Denne nøgne og sårbare natur er vi sat til at forvalte på de ligeså nøgne og sårbare klippeøer i den vestnordiske del av Nordatlanten.
Og det har vi tænkt os fremdeles at gøre.
På samme måde som indgangsteksten i bogen, Kajaksangen, der ledsager udstillingen Fangstkultur i Vestnorden. Det er den østgrønlandske fanger og åndemaner Ajukotok der i vinteren 1905/1906 fra sin kajak udtrykker ønsket om vedvarende fangst på fiskefeltet. I dansk gendigtning lyder fangerens lovsang til havet således:
Herude i den frie luft
har jeg min fryd og glæde.
Herude på det åbne hav
har jeg min fryd og glæde.
Hvis det bliver rigtig smukt vejr,
har jeg min fryd og glæde.
Hvis himlen klarer dejligt op,
har jeg min fryd og glæde.
Gid vejret må holde sig længe
til gavn for min jagt og fangst.
Ja, gid det må holde sig længe
til gavn for min trommestrid.
Ja, gid det må holde sig længe
til gavn for min trommesang.
Herude i den frie luft
har jeg min fryd og glæde.
Ikke i ét ord finder jeg blot den mindste tanke om rovdrift. Tværtimod, ligger der implicit i denne fangers ord et ønske om at det, som jeg fanger i dag, Gud, lad det også blive en mulighed for mig og min familie i morgen. En latent bæredygtighed, der har været en del af, ikke bare den Vestnordiske, men enhver sand fangers psyke.
Hjemme hos os på Færøerne slagtede vi af og til får i kælderen. I nabohuset, der havde større græsningsarealer og flere får, slagtede man i større stil. I dag er dette ikke tilladt uden at helsmyndighederne har udstedt et gyldigt sertifikat af både lokale, redskaber og slagter. Blodet har flyttet sig fra kælderen og til institutionerne, hvor folk i hvide kitler, bag lukkede døre forretter det nødvændige arbejde. Alt sammen dog med den selvsamme hensigt: at få mad på bordet. Både her og i Vestnorden. Fenalår, skærpekød og blodpølse.
På samme måde kan jeg huske når nogen døde i lokalsamfundet. En gammel hvidhåret mand. Døden var ikke et desinificeret hospitalsbesøg i hovedstaden, men en naturlig del af bygden og livet. Nogen døde – og man kunne, hvis man var dristig, se liget i den åbne kiste. Nogen rørte endog ved den dødes ansigt. Men det var nok for de mest dristige og i øvrigt nærmeste pårørende.
I dag ses ikke noget lig. Den døde er udstødt. Han eller hun er overstået og færdig. En ubehagelig tom krop, der ikke længere kan bruges, hverken i den lokale eller nordiske nytte. Udtjent og stødt til hvile.
Vi bevæger os stadigt fra naturen og til noget hermetisk aflukket og kontinentalt defineret. Fjernt fra vores våde hjemstavn i vestnorden.
I sidste uge blev vi alle tvangsindlagt til at fejre, eller mindes, Nine – Eleven. Ikke en ny kioskkæde, men den ellevte i niende sidste år. Nine – Eleven. For såden er det struktureret og bestemt. Fra president til lagmand. Og alle er med på det. Det er ligesom at gå i trendy klær. Vi kobler fornuften fra og lader os dirigere af fjerne signaler fra fjerne planeter. Muligvis med en bagvedliggende skjult dagsorden.
Godt nok var det en chokerende oplevelse med Nine – Eleven som varemærket nu hedder. Ja en katastrofe, som vi alle helst har et personligt forhold til, ligesom med Kennedy-mordet, Elvis’ død og Diana’s død.
Sådan er det med hændelser af internationalt kaliber. De kreérer et fortolknings fællesskab af de helt sjældne. Selv så jeg for åben TV-skærm de to fly styre ind i de to historiske tårne, ”tvíburðatornini”, the Twin Towers, et nyt ord i det færøske sprog. Jeg så det sammen med en af de mest poetiske nordiske digtere, der netop i den stund forberedte sig til en poesiaften i Nordens Hus på Færøyene den 11. september 2001. Mig og Søren Ulrik Thomsen. En absurd situation.
Men har nogen i verden påtænkt en mindehøjtidlighed for - lad os sige - de færøske fiskere, der ofrede sit liv under krigen, da de forsynede det skotske marked med frisk fisk? 6% af samtlige fiskere, et halvt procent af den daværende færøske befolkning, svarende til måske en million i USA i dag, der blev udraderet. Nej vel, dén historie har aldrig tjent noget særskilt missionerende formål. Og hvorfor skulle den dét? Den er for såvidt uinteressant og repræsenteres heller ikke af interessegrupper, eller NGO’s med møderet i Rio eller Johannesburg.
Dette er arbejderens historie versus den globale finansverden. Slid og slæb på havet contra nålestribede habitter og magtfult erigerede bygninger. Jo, det er størrelsen, der gør forskellen. Den lille forskel der afgør dagsordenen. Og lykkes det ikke i den regulære debat i reglulære fora, so har man jo altid demokratiets skraldespand, den fjerde statsmagt – pressen. Til syvende og sidst kan dén sætte dagsordenen, på vegne af de store. Small is not beautiful. I hvert fald ikke når du vil blive hørt og taget i alvor og vil spille en anden rolle end et fjernt, eksotisk turistmål.
Størrelsen afgøres af fortolkningsfællesskaber, markedsførelsen og den æstetiske som-om-dimension. Hvilke fortolkningsfællessakaber vælger vi at gå ind i? Hvem inviterer os og hvilke andre bliver inviteret?
I fjor gæstede den nok kendteste nordnorske sangerinde Færøerne. Efter koncerten spiste man middag sådan som kontrakten foreskrev. Med rundt om bordet var også amerikanske musikere fra Nashville. Da de forstod at det, de havde bestilt efter menukortet var lam, ville de ikke spise. ”I can’t eat this cute tiny little lam. Where is it’s little mother lam?” ville den hjerteskærende country sangerinde have at vide. Selvsamme countrysangerinde lægger stemme til amerikanske MacDonald’s reklamer i hele USA. Not even kidding.
Hvad gør vi os klart? Hvilke fortolkningsfællesskaber gør vi os til del af, udsætter os for, eller gør os direkte til ofre for? Hvor langt er der fra følelse til intelligens?
På et vestnordisk møde i sidste måned, mødtes de tre regeringsledere i Torshavn. Jonathan Motzfeldt, David Oddson og Anfinn Kallsberg. På et pressemøde taler islandske Oddson om hvalfangst. Oddson konstaterer, at ”Den internationale hvalfangstkommitté arbejder ikke videnskabeligt, men arbejder med og kører udelukkende på det følelsesmæssige. Da jeg ser på kommittéens arbejdsgrundlag, regelsæt, at arbejde efter” siger islandske Oddson, ”da kan jeg se, at de holder sig ikke til disse regler, men lader sig styre af populære følelser, der ligger i tiden”.
Grønlandske Motzfeldt tilslutter sige Oddsons udtalelser med et aktuelt eksempel om fangst af spækhuggere i Grønland. Et eksempel, der skal illustrere, at fjerne protestgrupper sjældent har sat sig ind i lokale forhold og kan distinkvere mellem det ene og det andet. Resultatet er en tilbagevendende konstatering af, at storbyboerne og de kontinentale mennesker på de fjerne egne, er og bliver dumme. Og at vi – i universets navle, der magter at se dyr i øjnene – er verdens fornuftigste mennesker. Forståelsen for hinanden udebliver. Ingen vil ”Walk a mile in my shoes” som indianerne i nordamerika oprdindelig sagde og sandelig tilkendegav. Langt inden Elvis gjorde det til et pop-hit uden mening. ”Walk a mile in my shoes”. Først da, kan du kende mig, og jeg dig. ”Walk a mile in my shoes”. Skyttegravskrigen griber om sig og den folkelige forståelse glider fra hinanden og udviskes. Enkelt individer står tilbage som barbarer, der dyrker en blodsport uden motiv og hensigt. Just for the sport of it. Og det kan vi ikke ha’. Så da Paul Watson eller Keld Hansen fortæller omverdenen, at den grønlandske fanger truer verdensordenen, så tror vi på det. Vi har ingen anden mulighed. Selv er vi så små og vores informationsapparater fungerer ikke, fjernet fra verdens vrimmel.
”De kører på følelserne” sagde Oddson om IWC. Men hvor langt er der mellem fornuft og følelse? Udelukker disse hinanden, eller har følelserne også en valid intelligens? Kan disse forenes og give et nyt perspektiv? Kunsten er en mulighed, vi har valgt i forbindelse med udstillingen om Fangstkultur i Vestnorden.
Kunst handler om kommunikation af idéer, holdninger og synspunkter – og så at udfordre eksisterende opfattelser. Den værste kunst er der, hvor du ingen reaktion får overhovedet. Hvis kunst blot er behagelig og komfortabel, hvad er da dens mening? Eller som den finlandssvenske digter Elmer Diktonius siger om kunstens opgave:
Om konstens uppgift är att bedöva är den största konsten av alla ett hammarslag i huvudet.
I vores udstilling Fangstkultur i Vestnorden har vi dog ikke benyttet hammerslagets kulturpolitik, men valgt rimeligt afbalancerde følelser og oplevelser, som vi byder ind til. Uden at foregribe, eller ville noget spesifikt overordnet politisk. Vi byder ind til en verden, beroende på fangst, konkret og i overført betydning, fordi alting knyttes til det allestedsnærværende hav i Vestnorden. Vi vil bare være her og deltage i verdens store kor. Men dirigenten vil ikke altid, sådan som vi vil i det vetsnordiske hjørne.
Første kontakt med et udenlandsk museum, der fik tilbudt den rejsende udstilling Fangstkultur i Vestnorden, kvit og frit, var i Edinburgh, Scotland. Svaret fra direktøren var: ”You have to change the title” - Vi kan ikke ha en udstilling der på nogen måde indikerer fangst, hunt eller hunting, som politisk korrekt. Det kan vi ikke leve med. ”And you have to exclude the paintings of Mikines”.
I Aberdeen var tonen ikke så skarp, men resultatet var det samme. ”Nogen i vores bestyrelse kan ikke leve med dette emne, fangst.”
Disse vare ordene, jeg kunne bringe hjem til Færøerne. Og så en efterfølgende særdeles interessant diskussion om retten til lovlig fangst i henhold til alle gældende internationale bestemmelser. Retten til at kalde en spade en spade. Retten til at være usentimental og få mad på bordet. Men følelserne var os for stærke. De kontinentale følelser. Vi kunne ikke på nogen måde nå det skotske fastland, vores selvdefinerede nærområde.
Selv om vi kørte på de gamle fisker-forbindelser under krigen og gav det rent sentimentale fuld skrue. Men nej, sentimentalitet er ikke for Vestnorden. Kan være for de oprindelige folkeslag. ”Så ville vi være i stand til at acceptere jeres fangstkultur. Men ikke Island og Færøerne. I er ikke oprindelige folk og må derfor ikke dræbe hval, sæl og lundefugl. Men i Grønland må de gerne. Så ændr titelen til ”Man of North” eller ”Survival of the North” og udeluk den færøske maler Mikines!”
Dette var konklusionen efter møder, telefonsamtaler og brevskriverier med det skotske fastland fra Edinburgh og nord til Aberdeen.
Hvis vi stopper et minut og reflekterer over forargelsen over fangst “the hunt” og den blødende grindehval i det lige så røde hav, så forstår jeg reaktionen.
Selvfølgelig bløder dyret, når det slagtes. Det gør en gris da også. Men det ser vi ikke på tv-skærme, eller million oplags aviser. Det er for ubehageligt, så det fortrænger vi.
Tænk dig, hvis en gris blev slagtet i et fyldt badekar - et badekar, der var gennemsigtigt. Og hele herligheden bragt on-line på tv? Hver sommer? Live fra Tusenfryd eller Tivoli? Eller Bellevue badestrand? Usmageligt.
I princippet er det det samme, der sker, når udenlandske stationer og redaktioner finder fornuft i at formidle færøsk grindedrab, som en chock-rapport, revet ud af sin sammenhæng.
På Færøerne sker det i pagt med naturen, og alle deltager. Selv børn. Men det har ikke noget med blod- og voldsfascination at gøre. Disse børn har ikke ”xXx”, "Bleeder" eller "Pulp Fiction" på nethinden, når de hjælper deres far og onkel med at få kødet i hus.
Det indgår i en tradition, der går flere hundrede år tilbage, med nøje
kontinuerlig statistik helt fra 1600-tallet.
Desværre oplever man ikke denne dimension i dagligdagen, når man i en storby er henvist til dybfryseren og ingen kontakt har til ophavet - det dyriske, der forvaltes i en pengeløs sammenhæng. Uden profit, folk og folk imellem.
Havlfangst, fangst af grindehval, på Færøerne er et folkeligt mellemværende, og muligvis den eneste kontakt, dagens færing har til det pengeløse samfund, hvor medmenneskelige relationer betyder mere end oplags- og seertal, markedsandel, profit og magt.
Disse faktorer er de alvorligste vi er oppe i mod, når vi fra Vestnorden skal oplyse om fangst og en såkaldt fangstkultur.
Efter Scotland, skal jeg skynde mig at sige, så kom Irland på lystavlen. Og jeg blev overrasket over deres imødekommend, der blev endnu større, da de hørte om de afvisende skotske museer og udstillingssteder. Jo, vi var straks inde i den irske varme i vikingernes hovedstad, Dublin.
Sandelig, Verdens kor er sat sammen af underlige stemmer, hvor ikke alle følger samme tonesystem, skalaer og opfallelse af harmonier. Bl.a. kan den amerikanske præsident i fuld alvor i sidste uge sige til hele verden, at ”Vi vil ikke tillade dem at true vores kultur.” Hvem ”dem” er kan vi kun gisne om. Verdens vogter har talt. Men vi er stadig med og vil også værne om VOR kultur, selv om vor stemme er spæd og spinkel.
Sammenfattende vil jeg på vegne af projektet og udstillingen Fangstkultur i Vestnorden sige, at vor tids udfordring uvægerligt er at sikre, at de naturlige ressourcer i området fortsat kan bære de varierede former for fangst, både til føde og til kommerciel udnyttelse. Disse ressourcer skal fortsat danne grundlaget for levevilkårene i vestnorden i form af mad for færinger, islændinge og grønlændere, og for det internationale marked i vor globaliserede verden.
Mens mange af de traditionelle elementer i den regionale fangstkultur er museumsgenstande, der i dag erstattes af moderne både og nyudviklede fangstredskaber, vil den bæredygtige udnyttelse af de naturgivne ressourcer ved fangst og fiskeri altid bygge på de færdigheder, den viden og de sociale sammenhænge, der danner grundlaget for den vestnordiske fangstkultur, so vi gerne deler med andre.
Røða: Birgir Kruse, Informations-og Markedsleder Nordens Hus på Færøerne, Fangstkultur i Vestnorden, Tromsø 2003
Jeg takker for invitationen og anledningen til at lægge frem nogle ord og tanker omkring fangst og fangstkultur i Vestnorden, som også er titelen på udstillingen, et projekt, initieret af Vestnordisk Råd og del af Newtork North, som jeg har koordineret frem til udgangen af juni i år.
Fangstkultur i Vestnorden er en rejsende udstilling, som i øjeblikket kan ses på nationalmuseet i Dublin i Irland.
Udstillingen har tre indfaldsvinkler, der alle har landene i Vestnorden, Grønland, Island og Færøerne, som geografisk ramme:
museumsgenstande, bl.a. fangstredskaber
kunstgenstande, installationer, samt malerier og skulpturer med fangst som tema
og teknologi, bl.a. i form af filétmaskine fra firma Marel.
Udstillingens omfang er 500 kvadratmeter gulvareal og 6 meter til loftet på sit højeste punkt.
Til udstillingen er fremstillet:
engelsk-dansk katalog, redigeret af Birgir Kruse og udgivet af Sprotin (ISBN 99918-44-69-4).
CD med titel “Piniartut” (TUTL CD1051) med musik af bl.a. Kristian Blak og Rasmus Lyberth, udgivet af TUTL,
og DVD med musik fra ovenstående CD, samt fotos af Ragnar Axelsson, der præsenterer grønlandske fangere og fangstpladser.
DVD der oplyser om fangstkulturen i Grønland, har engelsk tale. Svensk udgave af bogen er under udarbejdelse.
Jeg vil i denne korte fremstilling lægge vægt på den substans, der ofte fremkommer ved fangst - blod - og visualisering og perceptionen af denne substans i det moderne samfund og de dermed ofte forbundne komplikationer, når man har glemt, at kød og blod uløseligt hører sammen.
Intentionen med udstillingen Fangstkultur i Vestnorden er dog ikke så blodig, men afbalanceret og uden at promovere særskilte grundholdninger at præsentere de tre lande Grønland, Island og Færøerne, der i århundreder har levet i og med en fangstkultur – og fortsat gør det, på trods af alle tre lande er moderne, højteknologiske samfund.
Vi kan sige, at Vestnorden er midt i mellem en lokalt forankret tradition og en internationalt funderet industri. Efter betragtninger, som man anlægger i geografiske undervisningsbøger i 7. klasse, er Færøerne et definitivt u-land, fordi man baser eksporten udelukkende på én eneste vare. Nemlig fisk. Men på den anden side har man på Færøerne så mange biler, telefoner, radio- og tv apparater at man definitivt kommer i kategorien i-land. En observation, som 7.klasseelever gør hvert år i geografi.
Det lokalt forankrede kolliderer altså med det internationale og skaber en særlig Vestnordisk syntese, hvor de traditionelle fangstmetoder fremdeles er en betydelig del af det daglige liv, helt ind i den familiære intimsfære. Men samtidig har disse lande, Færøerne, Island og Grønland, udviklet en kommerciel fiskeindustri, der fra et af verdens største havområder leverer højkvalitets produkter til verdensmarkedet. En faktor, der igen danner selve grundlaget for de tre landes økonomi.
Dette er en udvikling, der næppe var mulig, uden evnen til at tilpasse kundskab og færdigheder, nedarvede gennem århundreder, hvor man har udnyttet et barskt miljø for at opretholde en kultur og levevis, der i særdeleshed er knyttet til havet og dets mange ressourcer.
Som plakaten for udstillingen Fangstkultur i Vestnorden viser, så lever vi i en sårbar og nøgen natur, midt imellem himmel og hav, fugl og fisk. Denne nøgne og sårbare natur er vi sat til at forvalte på de ligeså nøgne og sårbare klippeøer i den vestnordiske del av Nordatlanten.
Og det har vi tænkt os fremdeles at gøre.
På samme måde som indgangsteksten i bogen, Kajaksangen, der ledsager udstillingen Fangstkultur i Vestnorden. Det er den østgrønlandske fanger og åndemaner Ajukotok der i vinteren 1905/1906 fra sin kajak udtrykker ønsket om vedvarende fangst på fiskefeltet. I dansk gendigtning lyder fangerens lovsang til havet således:
Herude i den frie luft
har jeg min fryd og glæde.
Herude på det åbne hav
har jeg min fryd og glæde.
Hvis det bliver rigtig smukt vejr,
har jeg min fryd og glæde.
Hvis himlen klarer dejligt op,
har jeg min fryd og glæde.
Gid vejret må holde sig længe
til gavn for min jagt og fangst.
Ja, gid det må holde sig længe
til gavn for min trommestrid.
Ja, gid det må holde sig længe
til gavn for min trommesang.
Herude i den frie luft
har jeg min fryd og glæde.
Ikke i ét ord finder jeg blot den mindste tanke om rovdrift. Tværtimod, ligger der implicit i denne fangers ord et ønske om at det, som jeg fanger i dag, Gud, lad det også blive en mulighed for mig og min familie i morgen. En latent bæredygtighed, der har været en del af, ikke bare den Vestnordiske, men enhver sand fangers psyke.
Hjemme hos os på Færøerne slagtede vi af og til får i kælderen. I nabohuset, der havde større græsningsarealer og flere får, slagtede man i større stil. I dag er dette ikke tilladt uden at helsmyndighederne har udstedt et gyldigt sertifikat af både lokale, redskaber og slagter. Blodet har flyttet sig fra kælderen og til institutionerne, hvor folk i hvide kitler, bag lukkede døre forretter det nødvændige arbejde. Alt sammen dog med den selvsamme hensigt: at få mad på bordet. Både her og i Vestnorden. Fenalår, skærpekød og blodpølse.
På samme måde kan jeg huske når nogen døde i lokalsamfundet. En gammel hvidhåret mand. Døden var ikke et desinificeret hospitalsbesøg i hovedstaden, men en naturlig del af bygden og livet. Nogen døde – og man kunne, hvis man var dristig, se liget i den åbne kiste. Nogen rørte endog ved den dødes ansigt. Men det var nok for de mest dristige og i øvrigt nærmeste pårørende.
I dag ses ikke noget lig. Den døde er udstødt. Han eller hun er overstået og færdig. En ubehagelig tom krop, der ikke længere kan bruges, hverken i den lokale eller nordiske nytte. Udtjent og stødt til hvile.
Vi bevæger os stadigt fra naturen og til noget hermetisk aflukket og kontinentalt defineret. Fjernt fra vores våde hjemstavn i vestnorden.
I sidste uge blev vi alle tvangsindlagt til at fejre, eller mindes, Nine – Eleven. Ikke en ny kioskkæde, men den ellevte i niende sidste år. Nine – Eleven. For såden er det struktureret og bestemt. Fra president til lagmand. Og alle er med på det. Det er ligesom at gå i trendy klær. Vi kobler fornuften fra og lader os dirigere af fjerne signaler fra fjerne planeter. Muligvis med en bagvedliggende skjult dagsorden.
Godt nok var det en chokerende oplevelse med Nine – Eleven som varemærket nu hedder. Ja en katastrofe, som vi alle helst har et personligt forhold til, ligesom med Kennedy-mordet, Elvis’ død og Diana’s død.
Sådan er det med hændelser af internationalt kaliber. De kreérer et fortolknings fællesskab af de helt sjældne. Selv så jeg for åben TV-skærm de to fly styre ind i de to historiske tårne, ”tvíburðatornini”, the Twin Towers, et nyt ord i det færøske sprog. Jeg så det sammen med en af de mest poetiske nordiske digtere, der netop i den stund forberedte sig til en poesiaften i Nordens Hus på Færøyene den 11. september 2001. Mig og Søren Ulrik Thomsen. En absurd situation.
Men har nogen i verden påtænkt en mindehøjtidlighed for - lad os sige - de færøske fiskere, der ofrede sit liv under krigen, da de forsynede det skotske marked med frisk fisk? 6% af samtlige fiskere, et halvt procent af den daværende færøske befolkning, svarende til måske en million i USA i dag, der blev udraderet. Nej vel, dén historie har aldrig tjent noget særskilt missionerende formål. Og hvorfor skulle den dét? Den er for såvidt uinteressant og repræsenteres heller ikke af interessegrupper, eller NGO’s med møderet i Rio eller Johannesburg.
Dette er arbejderens historie versus den globale finansverden. Slid og slæb på havet contra nålestribede habitter og magtfult erigerede bygninger. Jo, det er størrelsen, der gør forskellen. Den lille forskel der afgør dagsordenen. Og lykkes det ikke i den regulære debat i reglulære fora, so har man jo altid demokratiets skraldespand, den fjerde statsmagt – pressen. Til syvende og sidst kan dén sætte dagsordenen, på vegne af de store. Small is not beautiful. I hvert fald ikke når du vil blive hørt og taget i alvor og vil spille en anden rolle end et fjernt, eksotisk turistmål.
Størrelsen afgøres af fortolkningsfællesskaber, markedsførelsen og den æstetiske som-om-dimension. Hvilke fortolkningsfællessakaber vælger vi at gå ind i? Hvem inviterer os og hvilke andre bliver inviteret?
I fjor gæstede den nok kendteste nordnorske sangerinde Færøerne. Efter koncerten spiste man middag sådan som kontrakten foreskrev. Med rundt om bordet var også amerikanske musikere fra Nashville. Da de forstod at det, de havde bestilt efter menukortet var lam, ville de ikke spise. ”I can’t eat this cute tiny little lam. Where is it’s little mother lam?” ville den hjerteskærende country sangerinde have at vide. Selvsamme countrysangerinde lægger stemme til amerikanske MacDonald’s reklamer i hele USA. Not even kidding.
Hvad gør vi os klart? Hvilke fortolkningsfællesskaber gør vi os til del af, udsætter os for, eller gør os direkte til ofre for? Hvor langt er der fra følelse til intelligens?
På et vestnordisk møde i sidste måned, mødtes de tre regeringsledere i Torshavn. Jonathan Motzfeldt, David Oddson og Anfinn Kallsberg. På et pressemøde taler islandske Oddson om hvalfangst. Oddson konstaterer, at ”Den internationale hvalfangstkommitté arbejder ikke videnskabeligt, men arbejder med og kører udelukkende på det følelsesmæssige. Da jeg ser på kommittéens arbejdsgrundlag, regelsæt, at arbejde efter” siger islandske Oddson, ”da kan jeg se, at de holder sig ikke til disse regler, men lader sig styre af populære følelser, der ligger i tiden”.
Grønlandske Motzfeldt tilslutter sige Oddsons udtalelser med et aktuelt eksempel om fangst af spækhuggere i Grønland. Et eksempel, der skal illustrere, at fjerne protestgrupper sjældent har sat sig ind i lokale forhold og kan distinkvere mellem det ene og det andet. Resultatet er en tilbagevendende konstatering af, at storbyboerne og de kontinentale mennesker på de fjerne egne, er og bliver dumme. Og at vi – i universets navle, der magter at se dyr i øjnene – er verdens fornuftigste mennesker. Forståelsen for hinanden udebliver. Ingen vil ”Walk a mile in my shoes” som indianerne i nordamerika oprdindelig sagde og sandelig tilkendegav. Langt inden Elvis gjorde det til et pop-hit uden mening. ”Walk a mile in my shoes”. Først da, kan du kende mig, og jeg dig. ”Walk a mile in my shoes”. Skyttegravskrigen griber om sig og den folkelige forståelse glider fra hinanden og udviskes. Enkelt individer står tilbage som barbarer, der dyrker en blodsport uden motiv og hensigt. Just for the sport of it. Og det kan vi ikke ha’. Så da Paul Watson eller Keld Hansen fortæller omverdenen, at den grønlandske fanger truer verdensordenen, så tror vi på det. Vi har ingen anden mulighed. Selv er vi så små og vores informationsapparater fungerer ikke, fjernet fra verdens vrimmel.
”De kører på følelserne” sagde Oddson om IWC. Men hvor langt er der mellem fornuft og følelse? Udelukker disse hinanden, eller har følelserne også en valid intelligens? Kan disse forenes og give et nyt perspektiv? Kunsten er en mulighed, vi har valgt i forbindelse med udstillingen om Fangstkultur i Vestnorden.
Kunst handler om kommunikation af idéer, holdninger og synspunkter – og så at udfordre eksisterende opfattelser. Den værste kunst er der, hvor du ingen reaktion får overhovedet. Hvis kunst blot er behagelig og komfortabel, hvad er da dens mening? Eller som den finlandssvenske digter Elmer Diktonius siger om kunstens opgave:
Om konstens uppgift är att bedöva är den största konsten av alla ett hammarslag i huvudet.
I vores udstilling Fangstkultur i Vestnorden har vi dog ikke benyttet hammerslagets kulturpolitik, men valgt rimeligt afbalancerde følelser og oplevelser, som vi byder ind til. Uden at foregribe, eller ville noget spesifikt overordnet politisk. Vi byder ind til en verden, beroende på fangst, konkret og i overført betydning, fordi alting knyttes til det allestedsnærværende hav i Vestnorden. Vi vil bare være her og deltage i verdens store kor. Men dirigenten vil ikke altid, sådan som vi vil i det vetsnordiske hjørne.
Første kontakt med et udenlandsk museum, der fik tilbudt den rejsende udstilling Fangstkultur i Vestnorden, kvit og frit, var i Edinburgh, Scotland. Svaret fra direktøren var: ”You have to change the title” - Vi kan ikke ha en udstilling der på nogen måde indikerer fangst, hunt eller hunting, som politisk korrekt. Det kan vi ikke leve med. ”And you have to exclude the paintings of Mikines”.
I Aberdeen var tonen ikke så skarp, men resultatet var det samme. ”Nogen i vores bestyrelse kan ikke leve med dette emne, fangst.”
Disse vare ordene, jeg kunne bringe hjem til Færøerne. Og så en efterfølgende særdeles interessant diskussion om retten til lovlig fangst i henhold til alle gældende internationale bestemmelser. Retten til at kalde en spade en spade. Retten til at være usentimental og få mad på bordet. Men følelserne var os for stærke. De kontinentale følelser. Vi kunne ikke på nogen måde nå det skotske fastland, vores selvdefinerede nærområde.
Selv om vi kørte på de gamle fisker-forbindelser under krigen og gav det rent sentimentale fuld skrue. Men nej, sentimentalitet er ikke for Vestnorden. Kan være for de oprindelige folkeslag. ”Så ville vi være i stand til at acceptere jeres fangstkultur. Men ikke Island og Færøerne. I er ikke oprindelige folk og må derfor ikke dræbe hval, sæl og lundefugl. Men i Grønland må de gerne. Så ændr titelen til ”Man of North” eller ”Survival of the North” og udeluk den færøske maler Mikines!”
Dette var konklusionen efter møder, telefonsamtaler og brevskriverier med det skotske fastland fra Edinburgh og nord til Aberdeen.
Hvis vi stopper et minut og reflekterer over forargelsen over fangst “the hunt” og den blødende grindehval i det lige så røde hav, så forstår jeg reaktionen.
Selvfølgelig bløder dyret, når det slagtes. Det gør en gris da også. Men det ser vi ikke på tv-skærme, eller million oplags aviser. Det er for ubehageligt, så det fortrænger vi.
Tænk dig, hvis en gris blev slagtet i et fyldt badekar - et badekar, der var gennemsigtigt. Og hele herligheden bragt on-line på tv? Hver sommer? Live fra Tusenfryd eller Tivoli? Eller Bellevue badestrand? Usmageligt.
I princippet er det det samme, der sker, når udenlandske stationer og redaktioner finder fornuft i at formidle færøsk grindedrab, som en chock-rapport, revet ud af sin sammenhæng.
På Færøerne sker det i pagt med naturen, og alle deltager. Selv børn. Men det har ikke noget med blod- og voldsfascination at gøre. Disse børn har ikke ”xXx”, "Bleeder" eller "Pulp Fiction" på nethinden, når de hjælper deres far og onkel med at få kødet i hus.
Det indgår i en tradition, der går flere hundrede år tilbage, med nøje
kontinuerlig statistik helt fra 1600-tallet.
Desværre oplever man ikke denne dimension i dagligdagen, når man i en storby er henvist til dybfryseren og ingen kontakt har til ophavet - det dyriske, der forvaltes i en pengeløs sammenhæng. Uden profit, folk og folk imellem.
Havlfangst, fangst af grindehval, på Færøerne er et folkeligt mellemværende, og muligvis den eneste kontakt, dagens færing har til det pengeløse samfund, hvor medmenneskelige relationer betyder mere end oplags- og seertal, markedsandel, profit og magt.
Disse faktorer er de alvorligste vi er oppe i mod, når vi fra Vestnorden skal oplyse om fangst og en såkaldt fangstkultur.
Efter Scotland, skal jeg skynde mig at sige, så kom Irland på lystavlen. Og jeg blev overrasket over deres imødekommend, der blev endnu større, da de hørte om de afvisende skotske museer og udstillingssteder. Jo, vi var straks inde i den irske varme i vikingernes hovedstad, Dublin.
Sandelig, Verdens kor er sat sammen af underlige stemmer, hvor ikke alle følger samme tonesystem, skalaer og opfallelse af harmonier. Bl.a. kan den amerikanske præsident i fuld alvor i sidste uge sige til hele verden, at ”Vi vil ikke tillade dem at true vores kultur.” Hvem ”dem” er kan vi kun gisne om. Verdens vogter har talt. Men vi er stadig med og vil også værne om VOR kultur, selv om vor stemme er spæd og spinkel.
Sammenfattende vil jeg på vegne af projektet og udstillingen Fangstkultur i Vestnorden sige, at vor tids udfordring uvægerligt er at sikre, at de naturlige ressourcer i området fortsat kan bære de varierede former for fangst, både til føde og til kommerciel udnyttelse. Disse ressourcer skal fortsat danne grundlaget for levevilkårene i vestnorden i form af mad for færinger, islændinge og grønlændere, og for det internationale marked i vor globaliserede verden.
Mens mange af de traditionelle elementer i den regionale fangstkultur er museumsgenstande, der i dag erstattes af moderne både og nyudviklede fangstredskaber, vil den bæredygtige udnyttelse af de naturgivne ressourcer ved fangst og fiskeri altid bygge på de færdigheder, den viden og de sociale sammenhænge, der danner grundlaget for den vestnordiske fangstkultur, so vi gerne deler med andre.
Røða: Birgir Kruse, Informations-og Markedsleder Nordens Hus på Færøerne, Fangstkultur i Vestnorden, Tromsø 2003