Af Maria Rørbæk
Selv om der bor færre end 50.000 mennesker på Færøerne, kan indbyggerne vælge mellem fem forskellige landsdækkende aviser.
Søvnen sidder i øjnene på de fleste passagerer, da færgen fra Su "uroy klokken seks om morgenen stævner ud med kurs mod Thorshavn.
Mens de grønne fjelde og stejle klippesider glider forbi vinduerne, lægger den ene halvdel af passagerne sig ind over bordene og sover med hovedet på armene. Med enkelte undtagelser læser resten avis.
"Færingerne elsker aviser," fastslår formanden for Færøernes Journalistforbund, Justinus Leivsson Eidesgaard.
De 47.000 indbyggere på Færøerne kan vælge mellem fem forskellige landsdækkende aviser, der udkommer mellem en og fem gange om ugen, og den gennemsnitlige husstand abonnerer på knap to aviser. Tidligere har der været et endnu større udbud, men nu udkommer de store aviser oftere. Målt på trykte aviser per uge går det næsten lige så godt som i 1991, der var det absolutte storhedsår for avistrykningen på Færøerne. I den mellemliggende periode er det først gået ned og så op igen, og i 2001 blev der trykt 100.650 aviser om ugen mod 107.200 i 1991.
ET LILLE SAMFUND
En gennemgående forklaring på den færøske avislæselyst er det lille samfund, hvor familiebåndene går fra ø til ø, og der derfor er stor sandsynlighed for at møde kendte ansigter i medierne.
"Jeg er ikke specielt religiøs, men da færøsk fjernsyn begyndte at sende i 1984, kunne jeg som så mange andre tit finde på at sidde og se gudstjeneste for at se, om der var nogle, jeg kendte," siger Anna V. Ellingsgaard, der er cand. mag. i engelsk og dansk og arbejder som journalist på løsrivelsesavisen Fregnir.
Tv har langt fra overtaget avisernes rolle som nyhedsformidler, for der bliver kun sendt fire ugentlige nyhedsudsendelser á tyve minutter.
"Så er der selvfølgelig også radioen, men der er jo ingen billeder," konstaterer Anna V. Ellingsgaard.
På hendes og mange andre færøske journalisters arbejdspladser står dansk-færøske-ordbøger klar til at slå op i. Ikke fra færøsk til dansk, men fra dansk til færøsk. Det er først i de senere år, at der for alvor er kommet en færøsk børnebogsproduktion, så mange voksne færinger fik deres første store læseoplevelser på dansk. Derfor springer de danske udtryk ofte frem, når skribenterne sidder ved tasterne, men i aviserne er færøsk i højsædet, og nye ting som computer (telda) og cd (fløga) har færøske navne.
"Jeg mener, den store interesse for at læse aviser hænger sammen med, at vi er et lille sprogområde, hvor man værner om sproget," siger Birgir Kruse, der underviser i medier på Færøernes største folkeskole.
Den forklaring køber Justinus L. Eidesgaard, der også er nyhedsredaktør på Sosialurin, ikke.
"Jeg tror ikke, vi sælger aviser, fordi færingerne elsker færøsk. Jeg tror, vi sælger aviser, fordi vi leverer en professionel nyhedsformidling," siger han.
Justinus L. Eidesgaard og Birgir Kruse er også uenige om betydningen af avisernes forskellige standpunkter.
Birgir Kruse mener, der er plads til forholdsvis mange aviser, fordi de politisk skiller sig ud fra hinanden.
"Aviserne er enormt forskellige, og de indgår ofte i polemik ved at sætte egne synspunkter op som modsætning til de andres," siger han.
Justinus L. Eidesgaard slår derimod på, at de to store aviser, Sosialurin og Dimmalætting, er tilstræbt objektive.
"I 80erne var der fem partiaviser på Færøerne. I dag har vi kun en. Nyhedsdækningen er ikke længere partisk på de store aviser," siger han.
NY LØSRIVELSESAVIS
Den holdning deler kulturredaktør Carl Johan Jensen fra Færøernes yngste avis, Fregnir, bestemt ikke. Sidste år var han med til at åbne den nye avis, der er erklæret tilhænger af færøsk løsrivelse. Han mener, det var nødvendigt, fordi de andre aviser var for partiske. Han ser en klar sammenhæng mellem den heftige debat for og imod færøsk løsrivelse og den voksende avislæsning.
"Nu er det lang tid siden, I har haft en virkelig problematisk folkeafstemning om EU i Danmark, men i sådan en situation får folk et større behov for at følge med, så de selv kan tage stilling. Man kan sammenligne de sidste fire år på Færøerne med en lang valgkamp," siger han.
Alligevel er færøsk avisdrift langt fra en god forretning.
"Med radio og tv har bladene fået sværere ved at få indtægter på annoncer, og det er bestemt ikke nogen guldgrube," siger han.
Den samlede fremgang i avisproduktionen er også svær at få øje på fra redaktørstolen på Færøernes ældste avis, Dimmalætting, der i mange år har oplevet konstant oplagsnedgang. Men der lyder ingen krigstrommer.
"Konkurrencen mellem Dimmalætting og Sosialurin har aldrig været så stor, for vi har behov for to store aviser på Færøerne. Det er godt, at vi kan give hinanden modspil," siger redaktøren, Ingi Samuelsen.
Derfor samarbejder de to konkurrenter både om trykningen og distributionen. Samarbejdet betyder også, at færingerne stadig er vant til, at avisabonnementer koster penge.
"Nogle gange har vi særlige tilbud, men det er ikke sådan, at man kan få avisen billigere i flere måneder. Vi har ikke set det avisrytteri, som man har i Danmark," fastslår Ingi Samuelsen.
NYHEDER PÅ FÆRØSK
De godt 47.000 indbyggere på Færøerne kan vælge mellem følgende nyhedsmedier:
- SJÓNVARP FØROYAR, http://www.svf.fo/Færøernes fjernsyn. 20 minutters nyhedsudsendelse fire gange om ugen samt dokumentarprogrammer, underholdning og børneprogrammer.13 journalister. Heraf syv nyhedsjournalister.Drives i lighed med Útvarp Føroyar for licensmidler, sponsorpenge, annoncer og indtægter ved lottospil.
- ÚTVARP FØROYAR, http://www.uf.foFærøernes nationale radio. To daglige nyhedsmagasiner samt korte nyhedsudsendelser og diverse journalistiske programmer.20 journalister og programmedarbejdere. Heraf 12 nyhedsjournalister.
- RáS 2, http://www.ras2.fo/Reklamefinansieret radiostation med daglige nyhedsudsendelser klokken 12.00 og 18.00.En journalist og en journalistpraktikant.
- DIMMALÆTTING, http://www.dimma.fo/Færøernes ældste avis. Udkommer fem gange om ugen i et oplag på 10.000.Kalder sig uafhængigt. Har traditionelt været tilknyttet det borgerlige parti Sambandspartiet.9 journalister, 1 fotograf.
- SOSIALURIN, http://www.sosialurin.fo/Færøernes mest ekspanderende avis. Udkommer fem gange om ugen i et oplag på 7.300.Kalder sig uafhængig, er ejet af det færøske socialdemokrati.10 journalister, 2 fotografer.
- FREGNIR, http://www.fregnir.fo/Grundlagt i 2001. Udkommer en gang om ugen i et oplag på 3200.For færøsk løsrivelse, ikke tilknyttet et bestemt parti.2 fastansatte og 2 deltidsansatte journalister/skribenter.
- OYGGJATIDINDI, www.oyggjatidindi.com Sammenlignes ofte med Ekstra Bladet. Udkommer to gange om ugen i et oplag på 3500 eksemplarer.En fotograferende journalist.
- DAGBLADID Erklæret partiavis for det borgerlige løsrivelsesparti Folkeflokken. Udkommer en gang om ugen i 2000 eksemplarer.En fotograferende journalist.
- NORDLYSID www.nordlysid.fo Færøernes eneste lokalavis, der dækker landets næststørste by, Klaksvík. Udkommer en gang om ugen i 1950 eksemplarer.To fotograferende journalister.
Der er ikke oplagskontrol på Færøerne, så oplagstallene bygger på avisernes egne oplysninger ved udgangen af 2001.
Læs også: Svært at være kritisk
Maria Rørbæk
Bragt i Journalisten 28. august 2002