28.8.02

Svært at være kritisk


Af Maria Rørbæk

Få ressourcer og et lille samfund, hvor alle kender alle, gør det svært at bedrive kritisk journalistik på Færøerne.

Ene mand skal Áki Bertholdsen fem dage om ugen fylde en eller to sider i Færøernes næststørste avis, Sosialurin. Opgaverne er mangeartede. På samme uge skulle han eksempelvis både beskrive det politiske spil i landsstyret og fortælle om et får, der fik fire lam.

"Vi er så få journalister, at alle skriver om alt, og vi har slet ikke samme muligheder for kulegravning som på danske aviser," siger Áki Bertholdsen.

De færøske aviser får heller ikke altid lige stor ros for kvaliteten.

"Man har ikke mandskab til at lave virkelig kvalitet," siger medielærer Birgir Kruse. Han er kritisk over for den færøske tradition med at putte nyhedsbreve direkte i avisen, så foreninger, organisationer, kunstnere og i enkelte tilfælde også virksomheder selv beskriver arrangementer og lignende i artikelform - dog med tydelig markering af, at det er et nyhedsbrev.

"De har totalt fri adgang til aviserne, det grænser til ren reklame. Journalisterne er så forholdsvis få, at ethvert udefrakommende materiale bliver modtaget med kyshånd uden at blive redigeret. Det sker også ret jævnligt, at aviserne kommer til at bringe injurierende læserbreve, hvor der for eksempel står, at republikanernes leder, Høgni Høydal, er en ny Hitler. Så må de komme med en beklagelse bagefter," fortæller han.

"Vi har for travlt, og så ryger det i. Det er selvfølgelig galt," medgiver nyhedsredaktør Justinus L. Eidesgaard fra Sosialurin. Tanken om nyhedsbrevene får hans ansigt til at trække sig sammen som ved en fysisk smerte.

"Nyhedsbrevene er den journalistiske plage. Det er noget værre bras meget af det, og det kommer udelukkende i, fordi vi mangler ressourcer," siger han.

Når det gælder anmeldelser, er der bred enighed om, at kritikken har svære kår.
"Du kan sammenligne en dårlig anmeldelse med at sidde over for en forfatter til et kaffebord og sige: "Ved du hvad, den bog, du har skrevet, er det værste møg. Den skulle aldrig have været udgivet." Det er så tæt, og du skal kun skrive noget, hvis du er villig til at blive konfronteret med det, når du skal til købmanden eller på biblioteket," siger Anna V. Ellingsgaard, der er skribent og anmelder på avisen Fregnir, hvor hun indtil videre har holdt sig til udenlandske bøger.
Aviserne tilstræber dog en kritisk nyhedsformidling.

"Selvfølgelig er det et problem, at samfundet er så lille, så alle kender hinanden. Det lægger en dæmper på, hvor "frække" vi kan være. Vi er meget varsomme med at gå efter personer og med at udpege en person som skurk, men i forhold til myndighederne mener vi, at vi er i stand til at bedrive en rimeligt kritisk journalistik," siger redaktøren på Dimmalætting, Ingi Samuelsen.

"Hvis man sørger for, at alle kilder bliver citeret korrekt, og begge parter kommer til orde, så går det. Man gør sig ekstra umage," fastslår Áki Bertholdsen.

FAGLIG ORGANISERING

- Færøernes Journalistforbund blev dannet i 1952. Det er delt op i to, en interesseafdeling og en traditionel fagforening. Interesseafdelingen tæller næsten alle færøske mediefolk, det vil sige over 70, mens der er 25 medlemmer af fagforeningen. Journalisternes fagforening organiserer kun privatansatte journalister og fotografer. Journalister, fotografer og lydfolk på de offentlige medier (færøsk radio og tv) er organiseret i fagforeningen for offentligt ansatte.

- Journalistforbundet har ingen lønstatistik, men formanden, Justinus L. Eidesgaard, vurderer, at den gennemsnitlige månedsløn inklusive personlige tillæg ligger på lidt over 20.000 kroner svarende til lønniveauet for færøske folkeskolelærere.

- Omkring halvdelen af de færøske journalister er faguddannede, især fra Danmarks Journalisthøjskole og norske medieuddannelser. Der er ingen arbejdsløshed blandt journalister.

Læs også: Aviskrisen, der blev væk

Maria Rørbæk
Bragt i Journalisten 28. august 2002