21.6.07

En sej kulturarbejder fylder 50


Føðingardagsheilsan, Ole Wich Dimmalætting 20. juni 2007:

Billedtekst: Den unge håbefulde Birgir fra Eiði under en lydoptagelse i den hjemlige å - Birgir som storsmilende formand for Filmsfelagið i den muntre tid, da vi færdes hjemmevant i filmbranchen. Her i filmoperatørrum i Sjónleikahúsið sammen med undertegnede, med Gary Cooper i baggrunden - Birgir under en fremlægning af Føroya Skúlabókagrunnurs undervisningsportalplaner - Ordekvilibristen Birgir under afprøvning af folkets talerstol foran Føroya Løgting Myndir: Bjarne Pettersen, Thomas Johannesen, Ole Wich

Jeg er én gang oplevet at blive headhuntet. Engang midt i firserne blev jeg passet op af en bred og munter mand nede i midtbyen og blev opfordret til at at stille op til bestyrelsen i det daværende Filmsfelag. Det var Birgir Kruse. Han var ude og rekruttere til sin udvalgte officerskare, den gruppe, der under hans kommando de følgende år lancerede kvalitetsfilm for hungrende færøske filmfreaks. Birgir lagde linien, skabte og vedligeholdt kontakter udenlands, svævede over vandene, mens vi andre for det meste lavede det praktiske arbejde. Det var faktisk en rigtig god arbejdsdeling, der førte os langt omkring og som til sidst endte med at sætte Føroyar på landkortet i den nordiske filmverden. I 1989 stod Filmsfelagið for at arrange den 7. Nordiske Filmfestival i Tórshavn. Den første færøske spillefilm, Katrin Óttardóttirs "Atlantic Rhapsody", åbnede festivalen den 13. april i Norðurlandahúsinum. De nordiske deltagere var begejstrede for festivalen, der endte med gevaldigt bal på Hotel Føroyar. Altsammen under Birgirs kommando.

Arbejdet i Filmsfelagið var, som det meste kulturarbejde stridsomt, men tillige sjovt og givtigt. Det var et væsentligt bidrag til den nødvendige udvikling af diversitet og bredde i det færøske kulturliv. Som al præsentation af god og vedkommende kunst, var det ind imellem også provokativt overfor de bagstræberiske tanker, der så rigeligt florérer i dette lille land. Som for eksempel da vi viste "The Last Temptation of Christ" i Sjónleikahusinum, hvor den sædvanlige skare af snæversynede kristne var så venlige at spille statister i vores forestilling, ved at samles i bøn uden for filmslokalet. Vi andre tilsyneladende ugudelige bæster orienterede os om, hvad den berømte instruktør Martin Scorsese havde at fortælle os. Da vi gik ud fra biografen var vi rede til eftertænksomhed og diskussion om Jesus´ historie og lidelser, mens de gudelige var lige så bevidst uoplyste som før. Akkurat som i dag. Uha! - helst intet nyt under solen.Netop denne kritiske indstilling til alt hvad vi vanemæssigt bliver fodret med i dagligdagen, er en del af Birgir Kruse hjerteblod og blandt andet derfor brænder han for filmen og mediets evne til at sætte ting til debat. Og derfor har han en ildsjæls kvaliteter på den færøske kulturscene. Hans slags kan vi simpelthen ikke få nok af.

Siden vi mødtes første gang, har jeg haft fornøjelsen af, at kunne bruge Birgir til at spille mine til tider måske lidt for ivrige bolde op ad. Kvalificeret modspil er guld værd, så det skal du have tak for, Birgir.

Nu er Birgir så gået fra den 35 mm smalle filmsstrimmel til at brede sig på Internettet som portalredaktør på Føroya Skúlabókagrunnur. Det er jo på internetskuepladsen, at kulturslaget skal stå fremover. Ingen tvivl om det. Med sin altomfattende optagethed af massemedier og med sin faglige velfunderede og levende interesse for undervisningsmaterialer vil Birgir fortsætte med at bidrage til at væve det nødvendige tæppe af kulturudbud, som nødvendigvis må til, for at Føroyar kan kalde sig et moderne samfund i fremtiden.Det er ikke i de højtravende politiske 2015-visioner, at tingene får betydning og forløsning. Det er derimod i det seje målrettede træk og praktisk arbejde udført af folk med med stadig åbent blik for muligheder i tiden, der kommer til at bringe dette land videre. Og dét ved jeg Birgir kan. Så god vind fremover de næste 50 år. Det bliver stort. Tillykke!

Ole Wich, Dimmalætting 20. juni 2007