Kronik, Information 22. april 2000:
Af: Birgir Kruse
Vi færinger er i øjeblikket for meget "både og" og "hverken eller". Vi ønsker en afklaring af vores fremtid, men ikke at bryde de kulturelle bånd til danskerne
Selvstændighed
Der er megen baggage, vi har med os, når vi begiver os over hinandens grænser - geografiske, såvel som historiske og rent mentale. Men foruden eget gods fra egne skattekister, har vi også et fælles gods, der rækker langt tilbage og har antegnet vidt forgrenede former i dagens samfund. Det europæiske, nordiske - og derunder danske, såvel som det færøske. Tag nu f.eks. min egen familie. Mine æt-fædre på min fars side med navnet Kruse. Mens den kongelige monopolhandel på Færøerne - vort øje ud i den store verden - endnu var i fuld sving i midten af 1800-tallet, da var de fleste sømænd og skippere på kongens forsyningsskibene, der sejlede til Færøerne, bornholmere. Fra egnen omkring Snogebæk, Balka og Nexø. En af disse brave mænd var Jens Jørgen Kruse, min tipoldefar. Da den danske konges monopolhandel på Færøerne blev nedlagt og lukket i 1856, flyttede min oldefar til Færøerne, giftede sig, fik børn og startede en egen, fint blomstrende forretning på en fiskerplads deroppe.
Bånd sydpå
Fra Bornholm forgrenede familien sig ikke bare til Færøerne, men også til datidens Rusland, Amerika og New Zealand. Og forstås, det ørvige Danmark. Ikke fordi man følte sig ilde til mode på hjemmebane, eller på nogen måde var dårligt stillet. En udlængsel var det tydeligvis, der drev dem i 1800-tallet. I dag havde vi måske lagt til: et ønske om at realisere sig selv. New beginnings. Og jeg kan stadig føre denne gren af min familie med præcision tilbage til 1745. Ingen familiære bånd er skåret over. Så ø-samfundet "fødte mig" kan vi i en vis grad stadig sige. Ø-samfundet skabte mig og mine forfædre og vil vel stadig gøre det. Måske stammer det latente ønske om at sætte og skabe "sine egne rammer" fra denne ø-bagrund. Et ø-samfund er anderledes at leve i, end i et kontinentalt samfund med togskinner i alle retninger. Men i disse hurtige internet-tider burde der ikke være så stor interesse i eller årsag til at focusere på forskellene, det der adskiller.
Meget til fælles
Vi har meget til fælles, rigsdelene imellem. Familiært, som antydet, i særdeleshed. Men det har jeg osse med de andre verdensdele, jeg nævnte, for nu at være personlig og tage udgangspunkt i mine forhold, som jeg har valgt at gøre her. Og i en sådan tankeproces, kan det nemt komme til at føles som en spændetrøje, partout at skulle være i et rigsfællesskab. Eller netop ikke at være. Just for the being of it. I lyset af den såkaldte folkelige nordiske tanke og bevægelse, vil jeg nok mene, at en færøsk selvstændighed ville afklare en hel del omkring Færøernes deltagelse internationalt og særlig nordisk. Fordi, da du som færing deltager i projekter af international karakter er der altid kontroverser omkring din status. Er du dansker eller færing? Du kan svare ja på begge spørgsmål. EU-, Nordisk Råd eller Nato-medlem?Du kan svare ja og nej på samtlige spørgsmål, alt efter graden af spidsfindighed eller behændigheden af den personligt-kreative forvaltning og definitionen af dig selv som færing eller dansker, f.eks. færing før middag og dansker efter middag. Færøsk morgenbrød og dansk aftenbajer. Ikke noget problem. Og det morsomste af det hele: da den europæiske møntenhed indføres, som den velsagtens gør, vil vi da også kunne svare lige så humoristisk på givne spørgsmål og - sammen med Grønland - måske være det eneste område med dronningens danske jubelmønt? Eller måske direkte modsat: vil Færøerne indføre ECU'en inden Danmark? Da vil det bli' morsomt at betale slagfærdige københavnske taxachaffører...
Afklaring tak
Hvad enhver vel nok har bemærket, så er der - set fra et folkeligt færøskt synspunkt - et klart ønske om en afklaring af situationen. Vi er i øjeblikket for meget "både og" og "hverken eller". Der må ske en afklaring. Alt andet er ansvarsforflygtigelse. En institutionel ansvarsforflygtigelse, der forplanter sig dybt ned i de folkelige rødder. Og værst af alt: lader os færinger bestandig være fredløst bytte for den grotesk sulten presse, der i informations- og netværkssamfundet underligt nok ser det som sin fornemste opgave, at formidle et karakterdrab. Et karakterdrab på den færøske folkesjæl, som jeg med tydelighed har noteret mig i de danske aviser i de sidste uger. Med præcision og beroende på information fra statslige ministerier på velvalgte tidspunkter. Jeg troede ellers, at Edderkoppen var revset, død og begravet. Men tilbage til ønsket om en afklaring på det færøske spørgsmål. En frygtsom befolkning spørger forståeligt nok, om vi ikke skærer vore folkelige rødder over ved en sådan mission. Påfører vi ikke folket en ubodelig skade? Næppe. Så svage er venskabs- og familiebånd vel ikke. Som der blev sagt i noget af det folkekæreste danske i nyere tid, og som færinger også har taget til sig, nemlig TV-serien Matador: "Ordentlige folk glemmer ikke deres venner". Symbolsk nok er det tjenestefolket, der påminder herskabet herom. Vi skærer næppe noget over, hverken nu eller i det kommende, om vi begiver os ind på en sådan mission. En definition af os selv som færinger. Det bevidner bl.a. mit bornholmske stamtræ fra 1745, med grene i alle verdensdele, med al tydelighed.
Tolerance
Et fornuftigt og tankevækkende udsagn, jeg noterede mig, omkring debatten om indvandrere og nydanskere her i Danmark, var følgende: "Det er ikke de fremmede, vi skal være bange for - det er det fremmede i os selv." Citeret sådan efter hukommelsen. Måske har vi glemt for meget. Tag f.eks. de famøse tørklæder. En objektiv klædegenstand, der er til at tage og føle på men som pludselig truer hele den danske folkelighed. Det er for mig et bevis på, at man har en meget beskeden tiltro til sine medmennesker - og ikke mindst vælgere, når det er en poilitiker, der anlægger dét skyts. For hvis vi ser knapt et halvt århundrede tilbage, så ser vi, at alle portrætterede danske arbejderkvinder - fiskerkoner og dem i marken i særdeleshed - de har alle sammen; hvad på hovedet? Tørklæder. Sorte tørklæder. Og ganske fyldige og dækkende af slagsen. Jeg har så aldrig hørt en debat om det! Tværtimod har dette kvindebillede været en ikon for den arbejdende danske kvinde - for ikke så længe siden.
Kulturforskelle
Og så vores hjemlige grindedrab, der hver sommer finder en velvillig international forside. Lige så godt stof som tørklæderne. Selvfølgelig bløder dyret, når det slagtes. Det gør en gris da også. Men det ser vi ikke på tv-skærme. Det er for ubehageligt, så det fortrænger vi. Tænk dig, hvis en gris blev slagtet i et fyldt badekar - et badekar, der var gennemsigtigt. Og hele herligheden bragt on-line på tv? Hver sommer? Live fra Bellevue. Usmageligt. I princippet er det det samme, der sker, når udenlandske stationer og redaktioner finder fornuft i at formidle færøsk grindedrab, som en chock-rapport. På Færøerne sker det i pagt med naturen, og alle deltager. Selv børn. Men det har ikke noget med blod- og voldsfascination at gøre. Disse børn har ikke "Bleeder" eller "Pusher" på nethinden, når de hjælper deres far og onkel med at få kødet i hus. Det indgår i en tradition, der går flere hundrede år tilbage, med nøje kontinuerlig statistik helt fra 1700-tallet. Desværre oplever man ikke denne dimension i dagligdagen, når man i en storby er henvist til dybfryseren og ingen kontakt har til ophavet - det dyriske, der forvaltes i en pengeløs sammenhæng. Uden profit. Et folkeligt mellemværende, og muligvis den eneste kontakt, dagens færing har til det pengløse samfund, hvor medmenneskelige relationer betyder mere end oplags- og seertal, markedsandel, profit og magt. Denne folkelighed ønsker jeg for alt i verden ikke at miste. Men at dele med jer, kære danskere og rigsfæller. For min påstand er, at egentlig ligger denne folkelighed dybt begravet i os selv. Vi skal blot finde frem til den. Dét er vores store opgave. "I gensidig respekt" for at citere en herboende statsleder.
Birgir Kruse, kronik, Information 22. april 2000
Af: Birgir Kruse
Vi færinger er i øjeblikket for meget "både og" og "hverken eller". Vi ønsker en afklaring af vores fremtid, men ikke at bryde de kulturelle bånd til danskerne
Selvstændighed
Der er megen baggage, vi har med os, når vi begiver os over hinandens grænser - geografiske, såvel som historiske og rent mentale. Men foruden eget gods fra egne skattekister, har vi også et fælles gods, der rækker langt tilbage og har antegnet vidt forgrenede former i dagens samfund. Det europæiske, nordiske - og derunder danske, såvel som det færøske. Tag nu f.eks. min egen familie. Mine æt-fædre på min fars side med navnet Kruse. Mens den kongelige monopolhandel på Færøerne - vort øje ud i den store verden - endnu var i fuld sving i midten af 1800-tallet, da var de fleste sømænd og skippere på kongens forsyningsskibene, der sejlede til Færøerne, bornholmere. Fra egnen omkring Snogebæk, Balka og Nexø. En af disse brave mænd var Jens Jørgen Kruse, min tipoldefar. Da den danske konges monopolhandel på Færøerne blev nedlagt og lukket i 1856, flyttede min oldefar til Færøerne, giftede sig, fik børn og startede en egen, fint blomstrende forretning på en fiskerplads deroppe.
Bånd sydpå
Fra Bornholm forgrenede familien sig ikke bare til Færøerne, men også til datidens Rusland, Amerika og New Zealand. Og forstås, det ørvige Danmark. Ikke fordi man følte sig ilde til mode på hjemmebane, eller på nogen måde var dårligt stillet. En udlængsel var det tydeligvis, der drev dem i 1800-tallet. I dag havde vi måske lagt til: et ønske om at realisere sig selv. New beginnings. Og jeg kan stadig føre denne gren af min familie med præcision tilbage til 1745. Ingen familiære bånd er skåret over. Så ø-samfundet "fødte mig" kan vi i en vis grad stadig sige. Ø-samfundet skabte mig og mine forfædre og vil vel stadig gøre det. Måske stammer det latente ønske om at sætte og skabe "sine egne rammer" fra denne ø-bagrund. Et ø-samfund er anderledes at leve i, end i et kontinentalt samfund med togskinner i alle retninger. Men i disse hurtige internet-tider burde der ikke være så stor interesse i eller årsag til at focusere på forskellene, det der adskiller.
Meget til fælles
Vi har meget til fælles, rigsdelene imellem. Familiært, som antydet, i særdeleshed. Men det har jeg osse med de andre verdensdele, jeg nævnte, for nu at være personlig og tage udgangspunkt i mine forhold, som jeg har valgt at gøre her. Og i en sådan tankeproces, kan det nemt komme til at føles som en spændetrøje, partout at skulle være i et rigsfællesskab. Eller netop ikke at være. Just for the being of it. I lyset af den såkaldte folkelige nordiske tanke og bevægelse, vil jeg nok mene, at en færøsk selvstændighed ville afklare en hel del omkring Færøernes deltagelse internationalt og særlig nordisk. Fordi, da du som færing deltager i projekter af international karakter er der altid kontroverser omkring din status. Er du dansker eller færing? Du kan svare ja på begge spørgsmål. EU-, Nordisk Råd eller Nato-medlem?Du kan svare ja og nej på samtlige spørgsmål, alt efter graden af spidsfindighed eller behændigheden af den personligt-kreative forvaltning og definitionen af dig selv som færing eller dansker, f.eks. færing før middag og dansker efter middag. Færøsk morgenbrød og dansk aftenbajer. Ikke noget problem. Og det morsomste af det hele: da den europæiske møntenhed indføres, som den velsagtens gør, vil vi da også kunne svare lige så humoristisk på givne spørgsmål og - sammen med Grønland - måske være det eneste område med dronningens danske jubelmønt? Eller måske direkte modsat: vil Færøerne indføre ECU'en inden Danmark? Da vil det bli' morsomt at betale slagfærdige københavnske taxachaffører...
Afklaring tak
Hvad enhver vel nok har bemærket, så er der - set fra et folkeligt færøskt synspunkt - et klart ønske om en afklaring af situationen. Vi er i øjeblikket for meget "både og" og "hverken eller". Der må ske en afklaring. Alt andet er ansvarsforflygtigelse. En institutionel ansvarsforflygtigelse, der forplanter sig dybt ned i de folkelige rødder. Og værst af alt: lader os færinger bestandig være fredløst bytte for den grotesk sulten presse, der i informations- og netværkssamfundet underligt nok ser det som sin fornemste opgave, at formidle et karakterdrab. Et karakterdrab på den færøske folkesjæl, som jeg med tydelighed har noteret mig i de danske aviser i de sidste uger. Med præcision og beroende på information fra statslige ministerier på velvalgte tidspunkter. Jeg troede ellers, at Edderkoppen var revset, død og begravet. Men tilbage til ønsket om en afklaring på det færøske spørgsmål. En frygtsom befolkning spørger forståeligt nok, om vi ikke skærer vore folkelige rødder over ved en sådan mission. Påfører vi ikke folket en ubodelig skade? Næppe. Så svage er venskabs- og familiebånd vel ikke. Som der blev sagt i noget af det folkekæreste danske i nyere tid, og som færinger også har taget til sig, nemlig TV-serien Matador: "Ordentlige folk glemmer ikke deres venner". Symbolsk nok er det tjenestefolket, der påminder herskabet herom. Vi skærer næppe noget over, hverken nu eller i det kommende, om vi begiver os ind på en sådan mission. En definition af os selv som færinger. Det bevidner bl.a. mit bornholmske stamtræ fra 1745, med grene i alle verdensdele, med al tydelighed.
Tolerance
Et fornuftigt og tankevækkende udsagn, jeg noterede mig, omkring debatten om indvandrere og nydanskere her i Danmark, var følgende: "Det er ikke de fremmede, vi skal være bange for - det er det fremmede i os selv." Citeret sådan efter hukommelsen. Måske har vi glemt for meget. Tag f.eks. de famøse tørklæder. En objektiv klædegenstand, der er til at tage og føle på men som pludselig truer hele den danske folkelighed. Det er for mig et bevis på, at man har en meget beskeden tiltro til sine medmennesker - og ikke mindst vælgere, når det er en poilitiker, der anlægger dét skyts. For hvis vi ser knapt et halvt århundrede tilbage, så ser vi, at alle portrætterede danske arbejderkvinder - fiskerkoner og dem i marken i særdeleshed - de har alle sammen; hvad på hovedet? Tørklæder. Sorte tørklæder. Og ganske fyldige og dækkende af slagsen. Jeg har så aldrig hørt en debat om det! Tværtimod har dette kvindebillede været en ikon for den arbejdende danske kvinde - for ikke så længe siden.
Kulturforskelle
Og så vores hjemlige grindedrab, der hver sommer finder en velvillig international forside. Lige så godt stof som tørklæderne. Selvfølgelig bløder dyret, når det slagtes. Det gør en gris da også. Men det ser vi ikke på tv-skærme. Det er for ubehageligt, så det fortrænger vi. Tænk dig, hvis en gris blev slagtet i et fyldt badekar - et badekar, der var gennemsigtigt. Og hele herligheden bragt on-line på tv? Hver sommer? Live fra Bellevue. Usmageligt. I princippet er det det samme, der sker, når udenlandske stationer og redaktioner finder fornuft i at formidle færøsk grindedrab, som en chock-rapport. På Færøerne sker det i pagt med naturen, og alle deltager. Selv børn. Men det har ikke noget med blod- og voldsfascination at gøre. Disse børn har ikke "Bleeder" eller "Pusher" på nethinden, når de hjælper deres far og onkel med at få kødet i hus. Det indgår i en tradition, der går flere hundrede år tilbage, med nøje kontinuerlig statistik helt fra 1700-tallet. Desværre oplever man ikke denne dimension i dagligdagen, når man i en storby er henvist til dybfryseren og ingen kontakt har til ophavet - det dyriske, der forvaltes i en pengeløs sammenhæng. Uden profit. Et folkeligt mellemværende, og muligvis den eneste kontakt, dagens færing har til det pengløse samfund, hvor medmenneskelige relationer betyder mere end oplags- og seertal, markedsandel, profit og magt. Denne folkelighed ønsker jeg for alt i verden ikke at miste. Men at dele med jer, kære danskere og rigsfæller. For min påstand er, at egentlig ligger denne folkelighed dybt begravet i os selv. Vi skal blot finde frem til den. Dét er vores store opgave. "I gensidig respekt" for at citere en herboende statsleder.
Birgir Kruse, kronik, Information 22. april 2000