Michael Haneke í Cannes (Foto: Georges Biard)
Í kvøld fer Filmsfelagið at vísa nýggjasta filmin Happy End hjá 76 ára gamla eysturríkska leikstjóranum Michael Haneke. Høgni Djurhuus, ið tvíheldur um, at júst Haneke er ein av teim stóru altjóða leikstjórunum, sum enn er frammi og virkin, ja kanska hin allar seinasti, fer at innleiða sýningina.
Høgni Djurhus til Geytan (Foto: Birgir Kruse)
Umframt størstu virðislønirnar, so sum Oscar, Golden Globe og Gyltu pálmarnar í Cannes, hevur Haneke fingið størstu donsku mentavirðislønina, ið er Sonning Virðislønin. Tá hann í 2014 fekk virðislønina, sum er ein millión krónur, byrjaði danski filmslektarin og rithøvundurin, Peter Schepelern (f.1945), heiðurstaluna soleiðis:
Igennem mere end et årti har Michael Haneke fået status som en af den moderne filmkunsts hovedskikkelser, en nyskabende og kompromisløs auteur, der både drager og skræmmer sit publikum. Som næppe nogen anden nulevende østrigsk kunstner nyder han stor international gennemslagskraft. Hans filmkunst står centralt med sin intellektuelle prægnans og sin foruroligende analyse af den europæiske virkelighed. Som en første kort karakteristik af hans opfattelse af filmmediets opgave kan hans svar på Jean-Luc Godards berømte formulering tjene. Ifølge Godards er film ”sandhed 24 gange i sekundet.” Ifølge Haneke er film ”24 gange løgn i sekundet, men måske i sandhedens tjeneste.”
Danski filmslektarin Peter Schepelern endaði heiðurstaluna við at causera um Haneke í biograf fyrst í Wien og síðan í Keypmannahavn í 1949, og hvussu bangin lítli drongurin var fyri filmi:
Lad mig afslutningsvis - passende til lejligheden - berøre emnet Haneke og København. Det er en historie, Haneke har fortalt i flere interview og også selv skrevet om. Den begynder i Wien, hvor Haneke som 6-årig første gang var i biografen sammen med sin tante for at se Laurence Oliviers Hamlet-film, men desværre allerede efter fem minutter måtte forlade biografen, fordi billeder og musik gjorde ham bange. Kort tid senere var han tre måneder ”på rekreation” i København i et ’hjælpeprogram for børn fra de lande, der havde tabt krigen.’ Han har givet lidt forskellige dateringer, men da Hamlet havde premiere i Wien i begyndelsen af december 1948, så det må formodes, at Hanekes besøg i Danmark fandt sted i de første måneder af 1949, hvilket også bekræftes af andre kilder. Under sit ophold i København fyldte han syv år. Og det var her, han så, for anden gang, var i biografen. Han skriver selv: ”Da spurgte jeg mig selv ganske forvirret: Hvorfor er jeg nu her igen?” Denne gang blev han ikke bange, men fik i stedet den afgørende oplevelse af filmmediets magiske potentiale. Haneke skriver: ”Filmen, hvis titel, jeg ikke husker mere, foregik i Afrika på savannen og i urskoven. (…) Så var filmen slut, lyset blev tændt i salen, dørene blev åbnet ud til de halvmørke gader, derude strømmede regnen ned, trafikstøjen trængte ind, folk slog deres paraplyer op og forlod biografen. Men for mig var det som et chok. Jeg kunne ikke begribe, hvordan jeg, der jo lige for et øjeblik siden havde været i Afrika mellem dyr i solskinnet, så hurtigt kunne være tilbage her igen.” Biografen, som Haneke besøgte med sin danske plejefamilie, kan identificeres som DSB Kino, der blev drevet af de danske statsbaner og var beliggende inde på Københavns Hovedbanegård (indtil den i 1971 blev omdannet til Supermarked). Biografens egentlige navn var Den vide Verden, og hver dag fra 14 til 22 vistes non-stop programmer, hovedsaglig ugejournaler og rejsefilm fra fremmede verdensdele. Der er ikke overleveret eksakte oplysninger om repertoiret, så filmen fra Afrika må desværre forblive uidentificeret. Men den unge mands oplevelse synes at svare til det fænomen, som den tyske historiker Daniel Morat har beskrevet med akademisk stringens: ”Det arketypiske biograføjeblik er øjeblikket mellem at lyset slukkes i salen og filmforevisningens begyndelse. Dette øjeblik af mørke og stilhed er overgangens og forandringens øjeblik, hvor det virkelige tilskuerrum trænges i baggrunden og opfyldes af det frembrydende billedrum. Den fysiske konkrete verden bliver for en tid ophævet til fordel for den virtuelle billedverden. Afslutningen af forestillingen er samtidig en tilbagevenden fra denne anden billedverden.“ Det skal lige bemærkes, at der samtidig med Michael Hanekes første biograføjeblik i foråret 1949, tilfældigvis også var en anden, noget ældre tysksproget koryfæ her i byen, nemlig Thomas Mann, der besøgte Københavns Universitet, hvor han holdt sit foredrag om Goethe und die Demokratie. Og det foregik i den sal, som vi befinder os i nu. Nå, det var en lille digression.
Haneke var i biografen i København og gjorde her en opdagelse, der skulle få konsekvenser både for hans eget liv og for den europæiske filmkunst. Måske kan man sige det sådan: Først, som barn, var Haneke bange for film. Senere har han med sine egne film gjorde alle os bange. Fra København var der en vej ud – i den vide verden.
Tað er í kvøld klokkan 20 at aldrandi filmsleikstjórin úr Eysturríki fer at gera okkum bangin, kanska fyri seinastu ferð í biografinum, við hóskandi dekadenta evropeiska heitinum Happy End.
