Um dagarnar rendi eg meg í eitt tíggju ára minni, sum nú aftur fer at verða aktuelt. Hóast høvið bara er ein bók, er evnið í botn og grund so størt sum at definera seg sum tjóð, millum geografi og mentan, tá eitt atlas skal dagførast á móðurmálinum.
Í hesum føri var tað Umhvørvisstovan, sum fyri tíggju árum síðan var vertur fyri Nordisk Kortchefmøde í Havn í 2010.
Tá sjáldsama stóri norðurlendski fakfundurin varð settur í Umhvørvisstovuni hin 29. august hetta árið, bað deildarleiðarin fyri land- og sjókort, Stein Fossá, meg seta stevnuna. Nú eg rendi meg aftur í tíggju ára gamla tekstin, fari eg at seta hann á bloggin, so hann eisini kann lesast.
Her er umbidna talan fyri tíggju árum síðan:
Velkommen til Torshavn, samtlige gæster og kortchefer.
Jeg er redaktør på det offentlige færøske skolebogsforlag, Føroya Skúlabókagrunnur. Dette forlag gav i 1993 ud det første færøske atlas nogensinde, Heims atlas, med Niels Petersen som redaktør.
Nu, 17 år senere, er tiden inde for en revideret og øget udgave af det færøske verdens atlas. 208 sider tæller den sidste dummy på skrivebordet.
Jeg har fået redaktøropgaven og produktionstiden er sat til to år i samarbejde med et udenlandsk kortforlag, også Kort- og Matrikelstyrelsen, når det gælder den Færøske del, der ifølge samme dummy tæller 30 sider ialt.
Det er ikke uden bæven at jeg har takket ja til en sådan opgave. For et atlas på Færøerne er ikke blot et atlas i universel forstand. Et atlas på Færøerne siger også, på hvilken siden av synlige og usynlige indenlandske sprogbarrierer du befinder dig.
Defor vil jeg tillade mig at causere uforpligtende over noen få detaljer fra dette historiske dokument – det første færøske atlas, der nu skal fornys.
Når man bor i et lille sprogområde stiller man sig selv de hårdeste krav til renhed og stringent logik i sproget. Hver dag er en sprogforædlingsdag, hvor vi også giver semotikken en ekstra tand opad.
Vi kræver den absolutte renhed i vores sprog.
Derfor kan ingen ø – ingen øy – være halv. Alle øer er hele og ingen i hele verden er endnu halveret. Begrebet halvø, halvøy, skal derfor udraderes af sproget.
På trods af at vi har Pen-Insula, Halb-Inseln og halvøy på samtlige andre sprog, vælger vi på færøsk at kalde dette geografiske fænomen et ‘næs’.
I vores nærhed har vi Langanes i Island og Lindesnes i Norge, og Tinganes, Eystnes og Glyvurnes indenfor synsvidde.
Denne sproglige renseslsesgang medfører, at vi kalder Kola, Kamtjatka og Iberia for: Kolanæsset, Kamtjaktanæsset og Iberianæsset.
Hvorvidt man kommer at gøre det samme i det næste atlas, er endnu et åbent spørgsmål.
Men læg mærke til hvordan man putter sprogpolitik ind i den konkret operationelle og aldeles upolitiske kortlægning, som skolistisk skulle fremgå af et atlas.
Tar vi videre til Skandinavia, mød øst, så ser vi betegnelsen Harðangur, for Hardanger. Det er den norrøne oprindelige form, som for såvidet er okay, hvis vi taler om et fylke. Men når vi arbejder os længere nedad i det administrative kort, så medfører den sproglige linie at i stedet for at sige og skrive Stavanger, hvor de lige har haft oliemesse, så siger vi Stavangur. Med hankøns-slutningen –ur. Og i urformen skulle det så hedde Noregur og ikke Norge.
Samme gælder når vi bevæger os til Borgundarhólmur, et smukt ord i folkevise sammenhæng, men på samtlige turplaner i dag, så hedder solskins perlen i Eystrasalti, Østersøen, Bornholm.
Og vi kan lave et svinkeærinde ned til mafia-øen over alle, Sikiloy. Et klingende poetiskt navn, Sikiloy. Men ingen kender det fra daglig brug, endsige fra turistbrochurer. Dér hedder det Sicilia.
Og lige syd for os har vi Suðuroyggjar, Sydøerne, som er færøsk for Hebriderne.
I begge tilfælde må vi opveje den egne historsk-sproglige hævd mod det nutids-korrekte atlas til skolebrug.
Og huske på, at der er ingen i hele verden, der laver færøsk atlas, undtagen os.
Men dog. Længere borte har vi lande med navne, der staves med bogstaver, som man ikke har den stærkeste tradition for at bruge på Færøsk. Chile, med C, Mexico, med X og Zimbawe, med Z.
Det 17 år gamle atlas har i samarbejde med det offentlige Sprognævn valgt en mundrigtig stavemåde. Det medfører så, på tryk, et nyt sprogbillede, hvor kun tiden kan være dommer over, hvorvidt ‘chilenske vinbønder’ skal staves med C eller K, og hvorvidt Mugabes land skal staves med Z eller S.
Og endvidere findes den sporglige variant, at nogen bogstaver har accent, accent aigu, som flyttes med ind i det færøske sprog, når det gælder fremmede navne, som Arábia og Kýpros. Langt, åbent bogstav.
Summa summarum: et færøsk atlas er ikke kun et orienterende atlas på landjorden og havet. Et færøsk atlas er også et indre sporgpolitisk rejsekort i færøsk nutid og fortid. Og der er ingen andre end os selv, der sætter os på kortet. Og måske er det ingen andre end os selv, der er villige til at financiere en sådan indre og ydre turplan. Og så slet ikke for offentlige midler og til offentlig brug i vores allesammens folkeskole. Måske er det vanvittigt og en anakronisme i vores tidsalder med Google maps, GPS og interaktiv GIS.
Men lykkeligvis har vi 11.000 solgte papir-trykte atlasser i ryggen. Så det er ikke til et tomt, udefinert marked, at vi udtrykker os. Ja, måske er det netop sproget, der er den stærkeste færøske drivfjeder. En drivfjeder, der spænder sig op, når vi møder kartografer og vover os at tage bestik, at tage en pejling, af vores alle sammens verden.
Rimeligvis, ud fra vores position, og så langt mod nord, at Golfstrømmen i løbet at disse 17 år er skrumpet ind og har skiftet navn til Norðuratlantsstreymurin, den nordatlantiske strøm, når den rammer Færøerne.
Velkommen til det muntre og foranderlige nord – velkommen til Torshavn og god fornøjelse med læsning af det førske færøske verdensatlas.
Tak!
(2010)