Marianna Mørkøre, Sigrun Gunnarsdóttir og Beinta á Torkilsheyggi í forhøllini í Havnar Bio mikukvøldið, tá Filmsfelagið skipaði fyri fyrstu føroysku biografsýning av nýggja heimildarfilminum "Heartist".
Filmurin, sum varir ein tíma, lýsir listakvinnuna á Eiði, Sigrun Gunnarsdóttir.
Tað var útselt í Havnar Bio, sum í dag er einasti biografur í landinum. Havnar Bio sýnir filmin aftur í dag, í morgin og ovurmorgin.
Tað eru Marianna Mørkøre og Beinta á Torkilsheyggi, sum í fýra ár hava leikstjórnað filmin, sum Rógvi Rasmussen hevur fotograferað og felagið hjá Jón Hammer, KYK Myndir, hevur framleitt.
Á niðastu myndini síggjast øll tey, sum vístu filmin fyri innbodnum í Kolshøll í skúlanum á Eiði hin 11. mars.
Undan sýningini innleiddi Ole Wich frá Filmsfelagnum við hesi heilsan til høvuðspersónin, Sigrun:
Jeg har kendt Sigrun i en årrække. Blandt andet gennem arbejdet i Føroysk Myndlistafólk, mens jeg var formand, hvor hun sad som vores repræsentant i Listasavn Føroyas bestyrelse.
Det har været en fornøjelse, for lige så venlig og blid indfølende hun kan være og normalt er, lige så principiel og hård i filten kan hun være. Hun viger nødigt for modstand, hvis hun ved hun har ret. En solid repræsentant for billedkunsterne og en stabil kollega.
Indføling og insisteren på at holde fast i det rette, er grundsøjlerne i god kunst. Det er en af grundene til, at Sigruns billeder besidder kvalitet.
Jeg har gennem en lang årrække arbejdet med at vise kvalitetsfilm i Filmsfelagið, ligesom den film vi skal nu skal se. Jeg er derfor meget glad for som billedkunstner, kollega og rutineret filmforeviser, at kunne medvirke til at udbrede kendskabet til Sigruns kunst gennem filmmediet.
Film er et visuelt medie, et narrativt medie. Men for det meste ligger der en tekst bag billedrækkerne. Ligesom vi fornemmer narrativerne, når vi betragter og udforsker Sigruns mange fortællende malerier. Det litterære er med på Sigruns palette.
Sigruns malerier og filmmediet har således en fælles grundstreng, en række af ord, der bærer betydninger, og når vi så dertil lægger en af menneskehedens store dominerende tekster til, Bibelen, så står vi med en fusion, der med malerpenslens inciterende strøg både kan bære små og store fortællinger med vægt og troværdighed.
Fortællingen bæres igennem af en række tableau-agtige scener, der fremføres med varme, humor og alvor.
Figurerne i billederne er ikke nødvendigvis supernaturalistiske, men de er nærværende. Så nærværende, at man næsten forventer, at de bliver levende og træder ud af maleriet og får sit eget frit flagrende liv.
I Sigruns oeuvre er der en udvikling fra det realistiske til det symbolske. Fra virkelighedsbeskrivelse til idé.
Da hun gik ud fra akademiet var paletten afdæmpede tilbageholdende farver - næsten beskedne.
Midt i halvfemserne løftes farverne op, bliver klarere, dybere og forløses gennem symbolik. Det er som de symbolske motiver løfter farverne væk fra jordfarverne op mod himlen. Farveholdningen bliver også symbolsk.
Dette farveløft mod det klare himmeldyb fortsætter i filmens farveholdning, der med sine overlækre farver lægger endnu et lag ovenpå malerpalettens.
Den gennemførte farveæstetik hæver scenografien op til en overvirkelig påstand, men samtidigt bliver holdt fast i Sigruns jordbundne fortælling, der ligger under billedfortællingen.
På færøske billeder fra 1700-tallet var det almindeligt at afbilde små menneskeskikkelser i forgrunden af de store landskabsformer. Det viste det storladne i naturen og menneskets lidenhed.
Denne metode bliver også brugt i denne film, men tillige på en ny måde, hvor det filmmediets nye redskab dronen, i lodrette optagelser viser hovedpersonen som lille del af et stort landskab, der breder sig ud nedenunder.
Færøsk landskab bliver i maleri og fotografi traditionelt set med en horisontal synsretning og perspektivisk dybde, men dronens nye måde at se landskabet på, gør landskaberne flade og dermed til abstrakte farveflader, lige til sætte på et lærred. Samtidigt med at synsvinklen fra dronen oppe fra himmelen er menigsfuld netop i denne kontekst, hvor religiøsitet er nærværende i malerierne. Dronen lægger et symbolsk lag mere på filmens billeder.
Vi, der kæmper med billedlige udtryk, ved, at man som billedkunstner i princippet er alene i sin dont.
Men i denne film lukkes alle, der ønsker det, ind i Sigruns billedverden, ind i værkstedet, ind i sindets inderste maskinrum, hvor Sigrun står stabilt i centrum med sine pensler og sender sine farverige og eftertænksomme signaler ud i vores fælles rum og beriger det. Filmen bærer signalerne videre.
---
Med disse ord vil jeg ønske Sigrun og hele holdet omkring hende, der har gjort dette levende kunstværk muligt, tillykke med en vellykket, nyskabende og gribende dokumentarfilm.
Vi i Filmsfelagið er stolte af at kunne præsentere filmen »Heartist« om Sigrun Gunnarsdóttir for vores trofaste publikum.
Efter forevisningen vil Birgir Kruse stå for en Q&A med instruktørerne Marianna Mørkøre og Beinta á Torkilsheyggi.
God fornøjelse!
Eftir sýningina fingu tær tríggjar, Sigrun, Beinta og Marianna, blómur frá biografinum, og so var Q&A, sum Birgir Kruse, formaður í Filmsfelagnum, leiddi.
At enda bar til at keypa signeraða plakt í tveimum støddum.
Á niðastu myndini síggjast øll tey, sum vístu filmin fyri innbodnum í Kolshøll í skúlanum á Eiði hin 11. mars.
